Skolevæsen

Ny skole i stedet for renovering

Planerne om at renovere Skolegades skole er droppet. Der skal i stedet laves et helt nyt skoleprojekt

Skolegades Skole bliver ikke renoveret. I stedet skal der bygges en ny skole. Arkivfoto: Henrik Louis

Skolegades Skole bliver ikke renoveret. I stedet skal der bygges en ny skole. Arkivfoto: Henrik Louis

Det ser nu ud til, at der er kommet en afklaring på, hvad der skal ske med Skolegades skole. Økonomiudvalget har i hvert fald besluttet, at droppe planerne om at bygge nyt på skolen. I stedet skal der lavet et helt nyt skoleprojekt. Og det er helt i tråd med skolens egne ønsker. I budget 2009 blev der ellers afsat 11,5 millioner kroner til at rage den skimmelramte bygning på Skolegades skole ned og opføre en ny bygning på stedet. Men siden har politikerne ændret holdning, og nu har økonomiudvalget altså bedt børne- og ungdomsudvalget om at udarbejde en samlet plan for en ny skolestruktur samt en renoverings- og anlægsplan for hele skoleområdet. - Så vi vil altså ikke rage det gamle ned, men bygge noget nyt. Derfor opsamler vi de resterende penge af de 11,5 millioner kroner, og øremærker dem til det nye projekt, fortæller borgmester Mikael Klitgaard (V). Der er nemlig taget en bid af puljen på 11,5 millioner kroner, da økonomiudvalget på sidste møde besluttede, at der skulle laves en midlertidig løsning på Skolegades skole. En løsning der betyder, at skolen får pavilloner som erstatning for de skadede kontorer og klasselokaler på skolen. Hvor lang tid denne midlertidige løsning kommer til at gælde, vil borgmesteren dog ikke spå om. - Nu skal vi først se, hvilket projekt vi ender med at vælge, så jeg kan ikke sige noget om, hvor langt ude i tiden, vi snakker, siger Mikael Klitgaard (V). - Men det er klart, at vi ikke kan bygge et skole for 11,5 millioner kroner, tilføjer borgmesteren. Byrådet skal behandle sagen på byrådsmødet på tirsdag.