Ny skole med 6000 studerende

NORDJYLLAND:Nordjyske skolelærere, pædagoger og sygeplejersker skal i fremtiden uddannes på den samme skole. Det sker, når CVU Nordjylland, der omfatter lærer- og pædagoguddannelserne, og Sundheds CVU Nordjylland, der omfatter fem sundhedsfaglige uddannelser, fra nytår bliver slået sammen som fælles nordjysk professionshøjskole. En politisk aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og De Radikale sikrer en omfattende reform af de mellemlange videregående uddannelser. Hovedparten af uddannelserne bliver samlet i syv stærke professionshøjskoler. De to nordjyske CVU’er har tilsammen omkring 6000 studerende i Aalborg og Hjørring. De vil ikke umiddelbart mærke meget til beslutningen, der træder i kraft 1. januar 2008: - Men et resultat vil formentlig blive mere fagligt specialiserede lærere. Loven lægger op til både forstærket samspil med praksis og mere forskning, men det være meget svært for den enkelte lærer, siger Poul Rask Jensen, direktør for CVU Nordjylland. Han peger også på flere kræfter til at udvikle nye uddannelser og til at producere undervisningsmaterialer. Udover, at Pædagogseminariet i Aalborg til næste år samler sine aktiviteter på Hobrovej - og dermed forlader Odinsgade i Vejgaard - forventer han ikke umiddelbart fysiske ændringer. Der er nok andet at bruge pengene til. Oprindeligt havde de nordjyske CVU’er foretrukket at blive lagt sammen med Aalborg Universitet, som også meget gerne havde taget del i en sådan fusion. Men regeringen sagde nej, ifølge Poul Rask Nielsen i høj grad, fordi universitet og mellemlange uddannelser er fordelt på hvert sit ministerium: - Når vi ikke kan få lov at lægge os sammen, må vi fortsat udvikle vores gode samarbejde. Det kan ingen forbyde os - og hvem ved, måske er der kun ét ministerium om fem år. Undervisningsminister Bertel Haarder (V) er begejstret for aftalen: - Det er en kæmpereform, som skal give nyt liv på studierne. Ved at samle professionsbacheloruddannelserne skabes et større fagligt miljø og et mere robust udbud. Mange uddannelser er dag økonomisk sårbare, da de er små og fagligt smalle. Nu får studiemiljøerne helt andre muligheder med f.eks. tværgående aktiviteter, som man kender det fra universiteter og udenlandske colleger.