Ny skole til samme pris

Mou Skole kostede det samme som renovering af den gamle

MOU:I januar 1998 blev der lagt en moderniseringsplan for Sejlflod Kommunes daværende fem kommunale folkeskoler frem. Heri kunne man blandt andet læse, at det ville koste 12 millioner kroner at renovere Mou Skole. I stedet for besluttede kommunalbestyrelsen, at der skulle bygges en ny skole. Den beslutning har vist sig at være næsten udgiftsneutral. Den sidste licitation er netop overstået, og her "sparede" kommunen omkring 300.000 i forhold til budgettet. - Da vi i sin tid fik lavet en vurdering af hvad det ville koste at renovere Mou Gl. Skole, havde vi afsat 12 millioner kroner. Men nu får vi en helt ny skole til omkring 14 millioner kroner, så det har ikke været meget dyrere at bygge noget nyt, siger formanden for kulturudvalget, Lars Peter Frisk (UP). Tour de Modernisering I 1998 fik kommunen lavet en samlet skolemoderniseringsplan, som blev påbegyndt i 2000. Det samlede budget lød på 39.015.000 kroner i 2000-kroner, hvilket svarer til cirka 44 millioner kroner i dag. Så begyndte man ellers at modernisere i etaper. På Sdr. Kongerslev Skole har man afsluttet første etape, er i gang med anden og man mangler stadig en enkelt etape. Det samme gør sig gældende for Gudumholm Skole, hvor anden etape gik i gang her i december. Tofthøjskolen har kun haft en enkelt moderniseringsetape. Et sprængt budget På Mou Skole mangler man kun den sidste, som går ud på, at der skal opføres nogle depotbygninger. De var ikke med i de oprindelige planer for moderniseringen, men blev tilføjet senere, da ingen kunne leve med den midlertidige løsning, hvor pedellen havde en container til rådighed. Ifølge tidsplanen skal de to nye depotrum stå klar i uge 12 næste år. Derudover var der afsat to millioner kroner til Nr. Kongerslev Skole, men de kom aldrig i spil, da man valgte at lukke skolen. Istedet har man udvidet planerne på Sdr. Kongerslev Skole. - Når man ser på alle de etaper, så er det faktisk kun anden etape på Gudumholm Skole, der endte væsentligt fra budgettet, men det skyldes, at vi ikke var klar over, at den store mur skulle rives ned, forklarer Lars Peter Frisk. Anden etape af moderniseringen af Gudumholm Skole sprængte budgettet med omkring 3,7 millioner kroner, men blev barberet ned til tre millioner af kulturudvalget.