Ny skoleleder er ansat på friskole

STENUM:Den ny skoleleder på Tolstrup-Stenum Friskole, Bruno Jensen, fik en god modtagelse på generalforsamlingen. Her foreslog bestyrelsen, at Bruno Jensen ansættes som skoleleder, og det kunne alle fremmødte tilslutte sig. Reglerne er, at det er generalforsamlingen, der ansætter skoleleder. Et ansættelsesudvalg havde blandt 20 ansøgere indstillet Bruno Jensen til posten. Stillingen blev genopslået, da der kun var fem ansøgere til stillingen i første omgang. Formand for bestyrelsen, Halvor Hjortlund, anbefalede Bruno Jensen til posten, og heri var forsamlingen enig. Halvor Hjortlund takkede også Kaj Andersen, der har ønsket at stoppe som skoleleder. Han oplyste, at der er tradition for, at der plantes et træ fo en skoleleder, der forlader skolen. - Det var glædeligt, at tidligere skoleleder Franck Grøfte ville træde til, da vi pludselig stod uden skoleleder, bemærkede Halvor Hjortlund. Bruno Jensen var til stede på generalforsamlingen, og han er glad for den store opbakning.