Ny skoleleder glad for ansvar

10. klasse giver skolen et løft, synes skoleinspektør Per Hesthaven

AALBÆK:Med sine 43 år og en uddannelse som lærer har Per Hesthaven oplevet rigtig mange første skoledage. Først som barn, senere som lærer og viceskoleinspektør på Jerup Skole. Men den første skoledag, han netop har oplevet i denne uge, var den første som skoleinspektør ved Aalbæk Skole. Per Hesthaven tiltrådte stillingen i februar og har således haft et halv års tid til at lære skolen, lærerne, eleverne, forældrene og kommunen at kende. - Det har især været spændende at komme til en forholdsvis lille kommune. I min tid som viceskoleinspektør ved Jerup Skole havde jeg måske kun kontakt til forvaltningchefen i Frederikshavn med måneders mellemrum. I mit nye job snakker jeg med børne- og kulturdirektør Chresten Sloth Christensen hver uge. Det er dejligt. I denne kommune lægger man meget mere ansvar ud til den enkelte skole, forklarer Per Hesthaven. De første måneder er blandt andet brugt til at "stikke fingeren i jorden" og han har mødt stor hjælpsomhed fra alle kanter. Med 228 elever og 33 medarbejdere, deraf 22 lærere, har Aalbæk Skole en størrelse som passer Per Hesthaven fint. - Det betyder meget for mig at være tæt på børnene, og jeg håber i løbet af året at komme til at kende alle børn, siger Per Hesthaven, der bor i Jerup, men heldigvis også oplever at aalbækkerne hilser, når de mødes på gaden. Han indrømmer dog, at han ikke altid lige kan huske, hvor det er han har mødt dem før. Der er mange nye ansigter at lære at kende. Han husker tydeligt en af sine allerførste arbejdsdage i det mørke februar. En 10. klasses elev kommer ind på kontoret og skal i pengeskabet. Eleven er økonomichef i den virksomhed, som 10. klasse driver. En regning på 22.000 kroner skal betales. - De får et ansvar, og jeg synes helt klart, at 10.klassen giver skolen et løft, understreger Per Hesthaven. Per Hesthaven er uddannet på Hjørring Seminarium. Derefter kom han til Statsfængslet Kragskovhede, hvor han underviste i halvandet år. I 1985 begyndte han som lærer på Jerup Skole. Efter godt fire år som viceinspektør i Jerup, fik han stillingen som skoleinspektør på Aalbæk Skole. Per Hesthaven gik glip af sin egen søns 1. skoledag i Jerup. Han har også en søn i 6. og i 8. klasse. Fritiden er i høj grad præget af sport - både fodbold og håndbold. Han er formand for håndboldafdelingen i Jerup Idrætsforening og han er fodboldtræner - blandt andet for de hold, hans egne drenge spiller på. Per Hesthaven har tidligere spillet håndbold i Aalbæk.