Ny skoleleder sprang fra

Tre dage før sin tiltrædelse ringede den nyansatte skoleleder ved Louns-Alstrup Skole og meldte fra.

LOUNS-ALSTRUP:Kun tre dage før Pia Weedfald Hansen 1. november skulle have tiltrådt jobbet som ny skoleleder på Louns-Alstrup Skole, ringede hun og meldte fra. Hun havde fået et andet job. Det lykkedes imidlertid at overtale den konstituerede skoleleder Jørgen Lund til at fortsætte. Han og to nyansatte lærere, Rikke Hjulmand og Louise Dencker Pedersen, blev forleden præsenteret for forældrene ved en reception på skolen. Cirka 50 mødte op for at sige velkommen. Skolens tidligere leder Jesper Sidenius gik af på efterløn før sommerferien. Jørgen Lund, der på det tidspunkt var viceskoleinspektør ved Ullits Skole, påtog sig at være konstitueret skoleleder på Louns-Alstrup Skole, indtil han selv skulle gå på efterløn 1. november. - Da hun ringede og meldte fra, var der tre dage, til jeg skulle gå på efterløn, siger Jørgen Lund, der netop er fyldt 62 år. Meddelelsen vakte bestemt ikke begejstring på skolen. - Vi var lige så glade og så frem til, at Pia skulle starte. Men nu er vi rigtig glade for, at Jørgen sagde ja til at blive. Det giver ro og stabilitet, og det betyder meget i den kommende tid, hvor vi går en ny skolestrukturdebat i møde, siger Lars Andresen, formand for skolebestyrelsen ved Louns-Alstrup Skole. Jørgen Lund er også godt tilfreds med sagens udfald, selv om han lige skulle bruge nogle dage til at tænke over opfordringen til at blive. - Jeg syntes måske også, at jeg var kommet til at gå på efterløn lidt for tidligt. Så da jeg blev opfordret til at tage denne her tjans, sagde jeg ja tak. Her bliver jeg så, konkluderer Jørgen Lund.