Ny skovsti på vej i Hestehaven

De skovglade kan glæde sig til en sti, hvor der før var spærret af

Efter 1. maj i år kan skovgæsterne være sik­re på ikke at gå ind i en ga­ra­ge, når de er på vej i sko­ven. Ar­kiv­fo­to: Carl Th. Poul­sen

Efter 1. maj i år kan skovgæsterne være sik­re på ikke at gå ind i en ga­ra­ge, når de er på vej i sko­ven. Ar­kiv­fo­to: Carl Th. Poul­sen

DRONNINGLUND:Fra 1. maj behøver skovgæsterne i Hestehaven ikke at finde alternative stier. De, der før blev skuffede, når de på skovvejen gik lige lukt ind i en tilbygning, kan nu glæde sig til, at stien bliver lavet om, så de undgår følelsen af at trænge ind på andres private grund. Ejeren af huset, det ligger ovenpå den gamle skovvej, direktør Esben Kold, har nu fået besked på at lægge stien om inden 1. maj i år. Det var han ellers ikke meget for tidligere. - Stien bliver bedre end før, hvor det mere var en kedelig skovvej, siger Karen Poulsen fra Statsskovdistriktet. Hun er dog ikke helt tilfreds endnu. Ejeren har nemlig anlagt lys 200 meter langs vejen ned til hans hus, og det, mener hun, ødelægger friluftsoplevelsen for skovens gæster. - En skov skal være naturlig mørk, og kunstigt lys forringer friluftsværdien, forklarer hun. Esben Kold har dog anmodet om at måtte beholde lysene, og det er endnu ikke afgjort, om de får lov at blive stående, eller om han skal fjerne dem igen. - Ved dette hus er der foregået en gradvis privatisering. Den tidligere ejer satte et hegn og en port op, og lys langs vejen får også et skær af noget privat. Og det er ikke meningen, forklarer Karen Poulsen. Skovstierne i Danmark er ifølge skovloven åbne for alle - også selv om det er en privat skov. Statsskovdistriktet tager i løbet af et par uger stilling til, om lysene langs vejen giver for privat et indtryk.

Forsiden