Ny skræmme-kampagne skal få selen på

Hver anden trafikdræbt bilist var ikke fastspændt

Trafikulykker 11. september 2002 08:00

KØBENHAVN: Hver femte personbilist tager ikke sele på, og hver anden varevognsbilist gør det ikke. Og næsten ingen voksne passagerer på bagsædet af taxaer gør det. Derfor skal en landsdækkende kampagne nu lære danskerne at lægge sig i selen. - Vi ved, at hver anden af de trafikdræbte i bil ikke havde sele på, og det er jo en dramatisk overrepræsentation, siger René la Cour Sell, der er direktør i Rådet for Større Færdselssikkerhed, der forbereder kampagnen sammen med landets politikredse, lokale færdselsudvalg i amter og kommuner. Danskerne er markant dårligere til at tage sele på end befolkningerne i vores nabolande, og det kan aflæses i statistikkerne. Danmark har flere trafikdræbte per 100.000 indbyggere end både Tyskland, Holland, Sverige, Norge og Finland. - Det skyldes delvist den manglende sele, og det kan vi ikke være bekendt over for os selv, mener René la Cour Sell. Der er ikke nogen logisk forklaring på, hvorfor danskerne er værre end nabolandene. - Forklaringerne er altid mere eller mindre tåbelige: "Jeg ville ikke have min skjorte krøllet". "Det var kun en kort tur" og "jeg kører ikke så stærkt" , siger René la Cour Sell. Sidste år havde Rådet for Større Færdselssikkerhed stor succes med en barsk landsdækkende kampagne for at huske selen. Reklamespots indeholdende hårde scener med omkomne og grædende børn satte sig fast på mange nethinder. - Den kampagne har givet de fineste tal, vi nogensinde har haft. 20 procent af dem, der før kørte uden sele, tog den på efter vores kampagne, viser målinger, vi har foretaget, siger René la Cour Sell. Men selv om kampagnen virkede, er der stadig alt for mange bilister uden sikkerhedssele. Derfor kører selekampagnen igen, og denne gang bliver den endnu mere barsk. En af reklamefilmene kommer til at indeholde en bilist, der skal skæres fri. Budskabet bliver: - Det tog 20 minutter at skære ham fri, ti minutter at køre ham på hospitalet, syv timer at operere ham, familien fik 48 timer til at tage afsked, inden lægerne slukkede for respiratoren. Det kunne være undgået på to sekunder - den tid, det tager at tage sikkerhedssele på, fortæller direktøren. Han erkender, at budskabet sælges benhårdt. - Det ér en hård stil, og vi sætter bevidst fokus på dét, nogen måske vil kalde følelsesporno. Jeg synes ikke, at man skal anvende skræmmekampagner medmindre, man er sikker på, at det virker, men det gør det her, siger René la Cour Sell.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...