Ny snak om problemkryds

Udvalg bringer igen Hadsundvej-kryds på banen

HOBRO:Et trafikalt problembarn bliver igen politisk debatstof. Teknisk udvalg ønsker nye overvejelser i byrådet om krydset Hadsundvej og Hostrupvej ved Shell-tanken. Krydset har i mange år været et travlt samlingspunkt for trafikken i Hobros nordlige del. Mange bilister oplever specielt om morgenen besvær med venstresving fra Hadsundvej ud på Hostrupvej. De må længe vente på den stærke strøm af køretøjer, som kommer ind fra nord. Løsningen med en rundkørsel har før været nævnt. Idéen er strandet blandt andet på grund af økonomien, men også pladsen, der er lige vel trang til en rundkørsel. Når teknisk udvalg nu prøver igen, sker det i forbindelse med udvalgets arbejde med udvikling af det store område ved Hostrupkrogen. Et lokalplanforslag er på vej for måske over 100 boliger. Vejadgangen til området er i dag fra netop Hadsundvejkrydset. Men sådan skal det ikke være i fremtiden. Teknisk udvalg ønsker i stedet at bygge et nyt ben på den eksisterende rundkørsel ved omfartsvejen og Ny Hadsundvej. - Den løsning er langt mere fremtidssikret. Men vi ønsker alligevel også at tage Shell-krydset med i overvejelserne, når vi skal se på de trafikale forhold i området. Det kryds er vores problembarn, forklarer udvalgsformand Preben Christensen (S). Der er reelt to muligheder: Enten bygges en rundkørsel, eller der etableres lysregulering. Det sidste vil betyde, at der bliver tre signalanlæg på en meget kort strækning af Hostrupvej. Om kort tid bygges lysregulering ved det kommende Lidl-supermarked på den tidligere teglværksgrund. Desuden er der lysregulering ved Banegårdsvej. En rundkørsel bliver dyrest, blandt andet fordi kommunen må købe jord til at bygge den pladskrævende vejring. Lokalplanforslaget for Hostrupkrogen er på tegnebrættet. Hobro Kommune satser på, at en række byggefirmaer vil rejse udstillingshuse i det kommende boligområde. Målet er, at udstillingen kan åbne i påsken 2006.