EMNER

Ny sø til Storvorde

STORVORDE:Lige nu er der bare bar mark, men om kort tid kommer der måske en 7000 kvm stor sø på ejendommen Aalborgvej 73 i Storvorde. Jonny Poulsen, der ejer ejendommen, har nemlig planer om at etablere en put & take sø på grunden, og den ide synes politikerne i teknisk udvalg er ganske udemærket. Derimod er et par af naboerne på Aalborgvej knapt så begejstrede. I forbindelse med den lovpligtige nabohøring kom der to klageskrivelser - naboerne frygter at lystfiskerne vil betyde larm og ekstra trafik. Men i teknisk udvalg var holdningen at generne ikke vil blive så voldsomme, at der var grund til at nægte tilladelsen. Heller ikke amtet havde indvendinger. Ejeren regner med, at der vil komme 25-30 lystfiskere dagligt forbi. Udover søen skal der også etableres p-plads, toiletter, faciliteter til opbevaring af fisk og der skal laves en lille butik, der skal sælge fiskegrej, sodavand og is. I sommer-sæsonen vil søen være åben mellem 7 og 23, mens snøren kun kan kastes ud indtil klokken 22 udenfor sæsonen. Næste stop er nu byrådet, der endelig skal tage stilling til sagen.