EMNER

Ny sorggruppe retter sig mod mindre børn

Økonomien er spinkel, men Børn i Sorg har fundet plads til ny sorggruppe

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fra februar kan også børn mellem 6 og 10 år få hjælp til at komme videre efter tabet af forældre eller søskende. ARKIVFOTO

Det gør ondt at miste sin mor, far, bror eller søster. Og de ord, der skal sættes på sorgen, finder måske endnu sværere op til overfladen, når man ikke selv er særlig gammel. Derfor sætter det frivillige projekt, foreningen Børn i Sorg i Vesthimmerland i februar en ny sorggruppe i verden, som retter sig mod børn i alderen 6 til 10 år. - De større børn i vores oprindelige sorggrupper har ofte små søskende, som også har et behov for nogen at tale med efter et dødsfald i familien, fortæller foreningens formand sognepræst Kirsten Bøg-Jensen. Sideløbende med at foreningen nu søger børn til den nye gruppe bliver de to grupper for større børn slået sammen til én for unge i alderen 11-16 år. - Det hænger sammen med, at der kun var et par børn tilbage i den ældste gruppe, forklarer Kirsten Bøg-Jensen. Aldersgrænsen på 16 år skal dog ikke tages helt bogstaveligt, understreger hun. - Vi smider ingen ud. Så længe børnene har et behov og ønsker at komme i gruppen, er de velkomne, siger hun. Også med de nye grupper er der plads til seks til otte børn i hver. De mødes en gang hver 14. dag med psykologen Karin Hertz, der leder begge sorggrupper med hjælp fra frivillige. Sorggrupperne gik i gang med arbejdet i efteråret 2005 og blev blandt andet startet op med penge, der var kørt ind ved et sponsorcykelløb i Aars¿ gader. Børn i Sorg har siden klaret sig med velvillig støtte fra lokale donorer, men Kirsten Bøg-Jensen lægger ikke skjul på, at det ville lune med et fast tilskud fra Vesthimmerlands Kommune. - Vi har søgt, og det er ikke fordi, der ikke bliver udtrykt forståelse, men svaret har hidtil været, at der ikke er penge. Og det ærgrer sorggruppernes formand, at kommunen ikke kan finde midler til at forebygge de konsekvenser, det ellers kan have at miste et nært familiemedlem, mens man er barn. - Det er en udsat gruppe, som man ved eksempelvis oftere ender i kriminalitet end andre unge. Et tilskud på 50.000 kroner ville dække halvdelen af sorggruppernes omkostninger hvert år. - Det ville give os arbejdsro, og betyde, at vi kunne bruge færre kræfter på at søge penge og flere kræfter på andre ting, siger Kirsten Bøg-Jensen, der samtidig glæder sig over, at der fortsat er lokale donorer, der har lyst til at støtte projektet. Sorggrupperne har indtil videre økonomi til et halvt år mere blandt andet takket være et tilskud på 25.000 kroner fra et lokalt pengeinstitut. - I år har vi også oplevet, at medarbejderne i en virksomhed gav os de penge de selv skulle have haft julegaver for, fortæller Kirsten Bøg-Jensen.