Ny specialklasse på Astrup skole

Aftale med amtet giver større viden, fire nye elever og tre nye medarbejdere

Skolevæsen 21. september 2004 06:00

ASTRUP: Fire nye elever er efter sommerferien begyndt på Astrup Skole. Eleverne går i en specialklasse for socialt emotionelle elever. Det vil med andre ord sige børn, der i en tidlig alder har oplevet svigt hjemmefra. Eleverne bor på Børnecenter Himmerland, mens Arden Kommune forestår undervisningen på Astrup Skole. Og at det lige er blevet skolen i Astrup er ingen tilfældighed. - Astrup Skole er kendt for gode specialpladser, siger formanden for børne- og kultur udvalget, Paul Christian Arnbak (S). Klassen er et amtsligt undervisningstilbud, og Paul Chr. Arnbak glæder sig over at Nordjyllands Amt valgte Arden Kommune. Også på Astrup Skole er der glæde over den nye klasse, som skoleinspektør Rita Rydborg kalder en positiv udfordring. - Det er positivt, at skolen har fået to nye lærere og én nyansat pædagog i forbindelse med oprettelsen af klassen. Det gør lærerværelset større, og det er godt for læregruppen, forklarer Rita Rydborg, der ser det som en naturlig ting, at der i fremtiden skal laves noget på tværs af klasserne, så de fire nye elever kommer med i en større sammenhæng. I første omgang mener Rita Rydborg dog, at klassen lige skal finde fodfæste, så indtil efterårsferien arbejder elever og lærere med at lære hinanden at kende. Mere viden Som et andet positivt aspekt følger der konsulentbistand fra amtet med den nye klasse. - Det er altid en god ting, at tilegne sig viden om, hvordan, det er godt at tage sig af børn, der har oplevet svigt. Den viden kan vi allesammen drage nytte af, mener Rita Rydborg. Astrup skole har i forvejen to specialklasser. S-klassen er fra skolestart og til børnene bliver 10 år. Herefter går eleverne i A-klassen frem til de bliver 14 år. De to klasser er for børn med gennerelle indlæringsvanskeligheder, mens den nyoprettede klasse tager hånd om børn, der på en eller anden måde har oplevet svigt i en ung alder. Den nye klasse hedder amtsklassen, men det navn har skolen ændret til B-klassen, fordi amtsklasse kan opleves negativt for eleverne. - De fire nye elever er velfungerende børn, og derfor er der ingen grund til, atde skal føle sig mere anderledes end de allerede gør, begrunder inspektøren. Rita Rydborg har deltaget i alle efterårets forældremøde og fortalt om den nye klasse, og responsen har været positiv.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...