Ny spidskandidat i Dansk Folkeparti
38-årige Carsten Sørensen afløser Bent Bøgsted som spidskandidat

Galleri - Tryk og se alle billederne.
FREDERIKSHAVN:Byrådsmedlem Carsten Sørensen (DF) er Dansk Folkepartis spidskandidat til kommunalvalget 19. november.
Han skal løfte den tunge arv efter Bent Bøgsted, der med 1168 personlige stemmer blev DF’s stemmesluger ved valget i 2009, hvor DF fik tre mandater i byrådet.
Siden har Bent Bøgsted trukket sig for at koncentrere sig om arbejdet i Folketinget og overladt stolen i byrådssalen til hustruen Hanne Bøgsted, der var 1. suppleant.
Desuden har Jeppe Nielsen Kyk meldt sig ud af partiet og er løsgænger.
Medvind til DF
- Bent bliver vanskelig at erstatte, men andre partier som for eksempel S og SF siger også farvel til stærke kandidater. Vi skal prøve at udnytte den medvind, DF har i meningsmålingerne, og vi har et godt hold med en god geografisk spredning over hele kommunen. Dog kunne vi godt bruge nogle flere kvinder og gerne flere unge mennesker på listen, siger Carsten Sørensen, der er formand for DF’s lokalafdeling for Frederikshavn og Læsø.
På Læsø opstiller Per Bragt for DF.
Bent Bøgsted blev på torsdagens opstillingsmøde genvalgt som kredsens folketingskandidat.
Til kommunalvalget ser DF’s liste foreløbig således ud:
1. Carsten Sørensen, Frederikshavn, 2. Flemming Rasmussen, Aalbæk, 3. Hanne Bøgsted, Skæve, 4. Werner Flissikowski, Sæby, 5. Per Højby, Skagen, 6. Karsten Drastrup, Skagen, 7. Poul Sørensen, Sæby, 8. Michael Thomsen, Skagen, 9. Tage Elneff, Brønden, 10. Jens Iver Hansen, Frederikshavn, 11. Lars Oldager, Sæby.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.