Naturvidenskab

Ny splid mellem EU og USA før topmøde

Bush beskylder EU's afvisning af genmodificerede fødevarer for at gøre ondt værre for de sultende i Afrika

BRUXELLES:Stridsøkserne er atter gravet op på begge sider af Atlanten, efter USA's præsident, George W. Bush, sent mandag i et politisk overraskelsesangreb beskyldte EU's afvisning af genmodificerede fødevarer for at gøre ondt værre for de sultende i Afrika. Det amerikanske udfald kommer op til et topmøde i dag mellem EU og USA i Washington, hvor parterne skal diskutere brugen af genmodificerede organismer (GMO) som en del af en broget dagsorden. En række EU-lande, blandt andre Danmark, har i flere år afvist at udstede godkendelser til nye genmodificerede organismer. Afvisningen af GMO - kaldet GMO-moratoriet - er sket af politiske grunde og på trods af, at EU har en procedure for godkendelse af GMO. USA har længe kritiseret EU for at bruge GMO-moratoriet til at lægge hindringer i vejen for amerikanske virksomheder, der ønsker at sælge især genmodificerede planter i Europa. Men ifølge det seneste udfald fra Bush rammer GMO-moratoriet ikke kun amerikanske virksomheder, men også de sultende i Afrika, som ville kun hjælpes bedre med mere hårdføre, genmodificerede afgrøder. - Vi bør opmuntre udbredelsen af sikker, effektiv bioteknologi for at vinde kampen mod den globale sult, opfordrede Bush på en konference om bioteknologi. Han hævder, at mange afrikanske lande på forhånd opgiver at udvikle genmodificerede afgrøder, fordi de frygter, at det fortsat vil være umuligt at få en godkendelse af sådanne afgrøder i EU. Bush' angreb blev på det skarpeste afvist af EU-Kommissionen i Bruxelles. - Disse antydninger fra USA er ganske enkelt ikke sande, sagde en talsmand, Gerassimos Thomas, på vegne af Kommissionens formand, Romano Prodi. Thomas henviste til, at EU ikke forsøger at forhindre ulande i at fremstille genmodificerede fødevarer, og at EU i øvrigt giver syv gange så meget udviklingsbistand som USA til verdens fattige lande. - Der er sandsynligvis tale om en misforståelse, og vi håber EU-USA-topmødet vil forsøge at afklare den, sagde Gerassimos Thomas. Den amerikanske regering meddelte i sidste uge, at den vil klage til verdenshandelsorganisationen WTO over EU's GMO-moratorium, men der vil være andre WTO-sager at diskutere på topmødet i Washington. EU vandt for nylig en sag mod USA om skjult statsstøtte til store amerikanske eksportvirksomheder, men amerikanerne har endnu ikke afskaffet støtten. /ritzau/