Ny støtte til idé om sportsskov

Erik Børge Lassen fra Tobberup tager det forbehold, at sportsskoven ikke skal være i Hørby Plantage

Hobro 1. maj 2003 08:00

HOBRO: Et flertal Hobro Kommunes socialudvalg tager godt imod Hobro Skiklubs forslag om at omdanne Hørby Plantage til sportsskov. Forslaget indebærer, at der skal anlægges en to kilometer lang asfalteret lysløjpe til rulleskøjter og rulleski. Også en kondisti er med i planen. Fra beboere i området har der lydt protester, og forleden sagde børne- og kulturudvalget nej med den begrundelse, at det vil være for bekosteligt at anlægge asfaltsti i Hørby Plantage i en tid, hvor andre og vigtigere opgaver inden for idrætslivet trænger sig på. Teknisk udvalg forholder sig afventende. - Ideen om, at alle kan samles om noget sport i en skov, er god. Men jeg har taget det forbehold, at det ikke skal være i Hørby Plantage. Jeg er jo valgt i området, og jeg er blevet bombarderet med henvendelser fra folk, der er imod sportsskoven, siger Venstre-medlem af socialudvalget Erik Børge Lassen, Tobberup. Han siger, at socialudvalget ikke har taget stilling til placeringen af en kommende sportsskov, men at indstillingen fra udvalget er, at en sportsskov bør nyde fremme, og at der skal nedsættes en gruppe bestående af folk fra socialudvalget og børne- og kulturudvalget, der arbejder videre med sagen. Medlem af socialudvalget Mads Gammelmark (S) var forhindret i at deltage i socialudvalgets seneste møde. Hvis han havde været med, ville han have stemt imod. Han er lodret uenig i, at ideen om en sportsskov i Hørby Plantage er god. Man skal slet ikke spekulere i den retning, mener Gammelmark: - Det er noget af det mest fjollede og dødssyge, jeg længe har hørt. Der er så mange ting, der er langt vigtigere end en asfalteret lysbane. Jeg kan se adskillige kilometer oplyst sti og vej i kommunen, hvor man kan køre på rulleskøjter. Vi har et hav af idrætsfaciliteter, der trænger til en kærlig hånd langt før en sportsskov, siger Mads Gammelmark.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...