Ny stor skovbrand hærger

SIDNEY:Mindst 50 boliger stod lørdag morgen i brand, efter endnu en stor skovbrand er brudt ud i udkanten af den australske hovedstad, Canberra. Samtidigt er indbyggere i flere forstæder til hovedstaden blevet evakueret, da brandmandskab ikke har kontrol med branden. Lokale myndigheder har erklæret et større områder omkring Canberra i undtagelsestilstand på grund af branden, som bliver næret af kraftige vinde og temperaturer i nærheden af 40 grader. Brandfolk opgav lørdag morgen at redde en skole, en boligblok og en tankstation i forstaden Duffy. Adskillige veje til hovedstaden er lukket for trafik. Brandchefen i Canberra sammenlignede lørdag situationen i byen med en lignende brand i 1983, hvor 76 personer omkom i delstaterne Sydaustralien og Victoria. /ritzau/dpa