Lokalpolitik

Ny storkommune skal sætte pris på foreningerne

SKAGEN:Den kommende sammensmeltning af Skagen, Frederikshavn og Sæby Kommuner må ikke betyde forringelser og nedprioritering af det store frivillige og ulønnede arbejde, der ydes i en lang række foreninger og klubber. Det fastslog formanden for fodboldklubben i Skagen, Skagen Idræts Klub, på generalforsamlingen. - Vi har i klubben holdninger og værdigrundlag, så derfor er det svært ikke at komme til at lyde politisk. Men vi vil ved den kommende kommunesammenlægning se vigtigheden af paraplyorganisationen Idrætssamvirket, og de personer, som vi eller kommer til at vælge, sagde Eric Stensgaard. Han er ikke i tvivl om, at kommunesammenlægningen også vil betyde ændringer for det omfattende foreningsliv i Skagen og de to andre kommuner. - Jeg håber meget, at vores kommende kommune vil vide at sætte pris på alle de frivillige foreningers arbejde. Det er af uvurderlig betydning, og politikerne må ikke gå ud fra den laveste fællesnævner, når foreningsarbejdet skal prioriteres, sagde formanden. Klubben har nogle dejlige faciliteter, og det har andre også fundet ud af. Klubbens højtalere er fjernet, og lige nu forsøger ledelsen af skaffe midler til nye. - Nye højtalere skulle være på vej, og de skal være til at tage med ind. Dermed skulle vores stadionspeakers job være sikret de kommende år.