Ny storsejr til AaB-reserver

AaB vandt med 4-1 over Randers i Reserveholdsturneringen i fodbold og bevarer dermed førstepladsen.

AaB-reserverne har for alvor fået gang i målscoringen. Mandag eftermiddag sendte man Randers hjem til Kronjylland med en sæk på 4-1. Nicklas Helenius åbnede scoringen med et brag af et langskud, men Randers fik hurtigt udlignet. Kasper Kusk gjorde det til 2-1 efter fremragende forarbajde fra Helenius, der var rykket ud på højrekanten, mens Ronnie Schwartz og Jones Kusi-Asare udgjorde angrebet. Ronnie Schwartz havde et par store chancer i første halvleg, men begge gange gik afslutningerne forbi stolpen, og da han i starten af anden halvleg sendte en friløber samme vej, lignede det ikke hans dag. Men så revancherede AaB's topscorer i Superligaen sig, da han to gange i anden halvleg straffede forsvarsfejl, og med tørre hug noterede han sig for to scoringer.