Ny Storstrømsbro skal stå færdig om seks år

Ifølge borgmester i Guldborgsund Kommune, John Brædder, betyder en ny bro arbejdspladser og vækst i området.

Ritzau
Storstrømsbro Foto: Free/Colourbox
1. juli 2016 17:48

Borgerne på Lolland-Falster får en ny Storstrømsbro, der kommer til at stå klar i 2022.

Det er resultatet af en delaftale mellem regeringen og partierne bag Togfonden.

Broen skal erstatte den gamle Storstrømsbro, der forbinder Sjælland og Falster, og som er begyndt at slå revner.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi har fået en bred politisk aftale, som sikrer, at vi nu kommer i gang med at få etableret en ny Storstrømsbro, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen i en pressemeddelelse.

- Det vil være til stor gavn ikke mindst for borgere og virksomheder på Lolland-Falster, tilføjer han.

Det kommer til at koste 4,2 milliarder kroner at opføre broen. Finansieringen af den sker via Finansloven.

Ifølge borgmester i Guldborgsund Kommune, John Brædder (Guldborgsundlisten), betyder en ny bro blandt andet flere arbejdspladser og investeringer i området.

Derudover forventer han, at flere vil slå sig ned i Guldborgsund Kommune, når pendlertiden til København nedsættes til under en time.

- Jeg er rigtig glad, for vi har efterhånden arbejdet på det her projekt i mange år. Broen kommer til at skabe vækst og bosætning, og vigtigst af alt har vi nu en slutdato for, hvornår den står klar.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...