Tyverier

Ny stribe af bilindbrud

AABYBRO:Natten mellem onsdag og torsdag var der indbrud i hele syv forskellige biler i Aabybro. Ruder blev knust, døre brudt op, og mange værdier blev stjålet. Heriblandt en damelædertaske, en bilradio, to bærbare computere, tre GPS modtagere og mindst 6800 kroner i kontanter. Værst gik det ud over ejeren af en bil på Fasanvej. Her blev en Garmin GPS modtager, et dankort, en Nokia mobiltelefon, en bærbar Dell computer og 6000 kroner i kontanter stjålet. Alle syv biler var parkeret i den sydvestlige del af byen inden for en radius af omkring 200 meter. To biler holdt på Fasanvej, to på Markedsvej og de øvrige på henholdsvis Løvsangervej, Ahornvej og Kastanievej. - Vi har desværre ingen mistænkte eller spor i sagen, ærgrer Jens Erik Poulsen fra Hjørring politi sig. Indbruddene sker præcis to måneder efter, at den nordøstlige del af Aabybro blev ramt af en lignende serie bilindbrud. Også dengang var der tale om syv indbrud.