Ny struktur for LO-sektioner

Arbejdspres og administration kan lettes for små afdelinger

AABYBRO:En ny struktur for LO er på vej, og derfor har sektioner fra Fjerritslev, Brovst, Pandrup, Løkken/Vraa og Aabybro holdt møde på Biersted Kro for at debattere de to foreslåede modeller. Alle sektioner undtagen Fjerritslev peger på modellen med en opdeling i stærke regioner - eksempelvis en i Nordjylland - med en bestyrelse med repræsentanter fra alle 19 fagforbund, som er i LO Danmark. Derunder skal der være LO-sektioner med mindst 15.000 medlemmer, og de vil derfor fortrinsvis være koncentreret om Frederikshavn, Hjørring, Aalborg og Hobro. Desuden skal der nedsættes tværfaglige sektionsudvalg. - Men eksempelvis LO Aabybro kan ikke samle 15.000 medlemmer. Derfor skal der også nedsættes en række byudvalg, så man bevarer de lokale ildsjæle bl. a. i Aabybro. Tilgengæld undgår vi det store bureaukrati og slipper for, at de alle skal have en organistation, administration og egen økonomi. I stedet skal de serviceres af den store LO-region og klædes på til at udføre deres LO-arbejde i kommunerne, siger Bjarne Christensen. Det vil lette arbejdspresset gevaldigt i de små sektioner som Aabybro, hvor bestyrelsen har almindeligt arbejde om dagen og udfører LO-opgaverne i fritiden. Baggrunden for en ny struktur er, at stadig flere fagforenings-afdelinger lægges sammen. - I 1993 havde fagforeningerne 117 afdelinger rundt om i Nordjylland. I dag er der 86, og flere fagforbund er på vej mod sammenlægning, siger Bjarne Christensen og henviser til overvejelsen om fusion mellem SiD, KAD og TIP, mens Dansk Metal og Telearbejdernes Fagforening er gået sammen. - Fagforeningerne er jo LO's medlemmer, derfor er vi nødt til at agere på udviklingen, siger konsulenten. Derfor har LO Danmark sendt to modeller til en ny struktur i høring indtil 30. maj, så det er klar til debat på kongressen i uge 44. Alternativet til modellen med byudvalg er den nuværende struktur blot med den ændring, at der skal være mindst 15.000 medlemmer i en sektion. - SiD Fjerritslev er tæt på at fusionere med SiD i Farsø, Nibe og Løgstør og vil derfor trække i retning af Midtfjord og ikke Han Herred. Og Løkken/Vraa kan meget vel være på vej mod fusion med Hjørring-afdelinger. Det efterlader Aabybro, Brovst og Pandrup med nogle få tusinde medlemmer, og de vil aldrig kunne nå grænsen på 15.000, siger Bjarne Christensen.