Ny struktur og ny leder på Bøgely

LØGSTØR:I forbindelse med den nye struktur indenfor ældreplejen i Løgstør Kommune er Bjarne Jensen tiltrådt som centerleder på Plejecenter Bøgely. Han afløser Lisbeth Ravn, der samtidig er tiltrådt som leder af den kommunale hjemmepleje. Bjarne Jensen, der bor i Aabybro, er uddannet fritidspædagog 1981 i Aalborg og har de seneste 12 år været ansat ved Nordjyllands Amt. I ni år har han været tilknyttet den selvstændige boform Violen i Hammer Bakker, hvor han som stedfortræder for lederen har haft ansvaret for stedets pædagogik. - Jeg er vant til tværfagligt samarbejde med det sygeplejefaglige personale, fortæller Bjarne Jensen, der i den nye stilling får ansvaret for knap 70 ansatte. Plejecenter Bøgely skal indenfor de næmeste to-tre år ombygges til seks bo- og levemiljøer med samlet 50 beboere.