EMNER

Ny succes med modeshow for årets konfirmander

SKAGEN:Børne- og Ungdomsgården Sct. Laurentius i Skagen scorede fredag aften en ny succes med det årlige modeshow mest for konfirmander og deres forældre. En række af de mange unge mennesker, der nyder at komme i børne- og ungdomsgården var på, bag og ved siden af scenen for at få showet til at rulle, og det klarede de flot. Det var også klubbens egne medlemmer, der i rampelyset viste årets mode for konfirmander. Der var tænkt på alt det, de unge i 7. klasserne skal bruge til konfirmationen. Tøjet, skoene, brillerne, smykkerne, håret, sminken og gaverne, ja, der var lidt af det hele denne fredag aften. De medvirkende forretninger var Extrem med lækkert tøj til drengene, Zappa med det lækreste til pigerne, Marcus med det sejeste tøj til drengene, Børnebixen med flot tøj til lillesøster og lillebro, Stenbroen havde fundet det smarteste frem i briller og smykker, Klinik Image kom med de flotteste farver til huden, og Salon Sejer formede håret. Cykelhandler Ole Pedersen kom med et par konfirmandcykler, og 2tal på Kattegatvej leverede effekter til modeshowet og stillede op med en spændende udstilling af musikanlæg og de populære fladskærme. - Efter modeshowet dansede de unge for første gang i det nye diskotek, fortæller Morten Andersen fra børne- og ungdomsgården.