Sundhed

Ny sundhedskoordinator på plads i Sund By

HIRTSHALS:Med base i Sund By Hirtshals i den smukke jernbanebygning på banegårdspladsen skal 45-årige Mette Jakobsen fremover koordinere og sørge for, at de efterhånden mange og visionære punkter i den sundhedsaftale, Hirtshals Kommune og Nordjyllands Amt har indgået, bliver ført ud i livet og videreudvikles. - Nu er Sund By i Hirtshals slået flot igennem. Andre steder har noget sådant en tendens til at drukne i en flodbølge af gode og velmente tiltag. Sådan er det ikke her. Jeg kommer til et sted, hvor min vigtigste opgave bliver at videreføre en masse rigtig gode aktiviteter, som i forvejen fungerer flot, siger Mette Jakobsen. Hun er født og opvokset på landet ved Tårs.Har gået på HF i Hjørring og har en samfundsvidenskabelig uddannelse med fokus på sociologi fra universitetet. - Jeg har brugt uddannelsen i mange forskellige sammenhænge, siger hun. Hun har bl.a. været projektkoordinator for frivillige foreninger på Lolland.Det drejede sig f.eks. om at få besøgsvenne-ordninger for ældre til at fungere. Desuden har hun arbejdet i et vejledningshus i Nykøbing F., hvor det hovedsageligt drejede sig om job- og uddannelsesvejledning. Det seneste år har hun været konsulent for LO Nordjylland vedrørende ”Det rummelige Arbejdsmarked”. Med udgangspunkt i Nørresundby kom hun her i kontakt med hele Nordjylland fra Fjerritslev til Hals og fra Skagen til Hobro. - Med sit nye job som sundhedskoordinator i Hirtshals Kommune med base i Sund By Hirtshals får Mette Jakobsen et meget bredere emne at arbejde med, mens geografien bliver mindre. - Det har bestemt sine fordele. Jeg tror bl.a., at jeg kommer mere i nærkontakt med de mennesker, det drejer sig om. Og det glæder jeg mig meget til, siger hun. Den nye sundhedskoordinator er også særdeles åben overfor nye ideer til aktiviteter, som kan udgå fra Sund By Hirtshals. -Har man ideer til sundhedsfremmende aktiviteter, der ikke findes i forvejen, er man meget velkommen til at komme her og få hjælp til at realisere dem. Det er jo bl.a. det, vi er her for, siger Mette Jakobsen. Foruden arbejdet med at koordinere og hjælpe initiativer i gang, skal Mette Jakobsen også i løbet af det første års tid være med til at revidere den sundhedsaftale, der virker nu, men som udløber ved årsskiftet. - Vi har et lille år til at finde frem til, hvad den nye sundhedsaftale for perioden 2005 - 2008 skal indeholde. Det giver mig heldigvis god tid til at sætte mig ind i tingene, siger Mette Jakobsen. Hun glæder sig over, at der i Hirtshals Kommune er bred politisk opbakning bag sundhedsaftalens fokusområder og udførelse. Foruden koordinatoren sidder fra Hirtshals kommune udvalgsformændene Arne Jensen (socialudvalget) og Ole Albæk (børne- og kulturudvalget), ældrechef Dorit Barreth, afdelingsleder for børne- og familieafdelingen Leif Jensen og ledende sundhedsplejerske Lise Lotte Bredahl i den styregruppe, der skal sikre, at aftalen gennemføres. Desuden er der naturligvis repræsentanter for Nordjyllands Amt med også.