Ny svensk test kan afsløre demens

Resultatet kan hjælpe læger til at finde personer i risikozonen

En ny test fra Karolinska Instituttet i Sverige kan afsløre demens. Resultatet kan hjælpe læger til at finde personer i risikozonen. Demens skal ikke kun behandles, når det er konstateret. Det skal forebygges helt op til 20 år tidligere i livet. En ny test fra det svenske Karolinska Instituttet skal hjælpe lægerne med at forudse, hvilke personer der risikerer at dø af sygdommen. Dermed kan de udsatte personer hjælpes til at skifte livsstil i tide. Testen er udarbejdet på baggrund af en længerevarende undersøgelse af 1409 personer i Finland. - Tidligere havde læger et fatalistisk syn på demens. Man gik ud fra, at det handlede om gener. Vores studie og andre viser, at eksempelvis et højt kolesteroltal er farligt for hjernen og hjertet, siger docent Miia Kivipelto, en af forskerne bag undersøgelsen af demente, til avisen Svenska Dagbladet fredag. 80.000 danskere har demens. Sygdommen, der rammer intellektet og personligheden, kan via testen fra det svenske institut afsløres ved at måle blandt andet blodtryk, kolesterol, højde og vægt samt fysisk aktivitet. Stadig flere mennesker rammes af en demenssygdom. Ifølge en rapport offentliggjort af det anerkendte britiske medicinaltidsskrift The Lancet vil antallet af demenstilfælde på verdensplan blive firedoblet frem til 2040, hvor omkring 80 millioner mennesker ventes at have en demenssygdom. Det er en firedobling i forhold til i dag./ritzau/