Ny sygehus-plan efter protester Sundheds-udvalg bøjer sig for protester

Fødeafdeling bevares i øst

Graviditet 9. september 2002 08:00

VENDSYSSEL: Kvinderne i Østevendsyssel får måske lov til fortsat at føde på Frederikshavn Sygehus med en læge i nærheden, ligesom den akutte gynækologiske modtagefunktion på sygehuset bevares. Det er et ændringsforslag til den plan C, som flertallet i sundhedsudvalget er kommet med til Nordjyllands Amts budgetforhandlinger. En plan som ville samle alle fødsler og gynækologi på Hjørring-Brønderslev Sygehus sammen med det ortopædkirugiske speciale, mens Frederikshavn Sygehus skulle have planlagt kirurgi og en jordemoderledet fødeklinik. - Jeg vil mandag (i dag, red.) bede forvaltningen beregne økonomien i en sådan ændring, siger formanden Karl Bornhøft (SF). Han oplyser, at det politiske terræn er sonderet og at flertallet i udvalget bakker op om det nye forslag. Det har været de mange reaktioner på sygehusplan C, hvor borgere i Østvendsyssel har givet udtryk for, at de synes, de får en dårligere service end borgerne i Vestvendsyssel. - Jeg har lyttet til signaler om, at man er bekymret for ikke at have et speciale og en akut modtagelse hertil på Frederikshavn Sygehus, siger Karl Bornhøft, som torsdag aften deltog i et borgermøde med 800 mennesker i Frederikshavn. Han er til gengæld blevet endnu mere begejstret for perspektivet i at lægge Frederikshavn-Skagen og Hjørring-Brønderslev Sygehus sammen. - Der er kommet mange tilkendegivelser på, at det er en god idé, og jeg er af den overbevisning, at det er eneste mulighed for at bevare sygehusfunktioner på centralsygehusniveau. Det eneste andet alternativ er, at Vendsyssel mister den ene funktion efter den anden til Aalborg, siger Karl Bornhøft, som ikke mener, at der er råd til en rivalisering mellem Frederikshavn og Hjørring. - Det er vigtigt, at samarbejdet starter uden mistillid, siger han. Det nye ændringsforslag kommer til at indgå i de budgetforhandlinger, som indledes efter 1. behandlingen af amtets budget på onsdag. Frederikshavns borgmester Erik Sørensen (S) glæder sig meget over det nye forslag: - Det er flot, at der er blevet lyttet, og i Frederikshavn er vi glade for at beholde ét speciale. Jeg håber, det kan give et funktionsdygtigt sygehus, for det er det, vi gerne vil have. Forslaget om at lukke sygehuset i Skagen er der ikke ændret ved.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...