Planteavl

Ny teknik kan halvere brugen af sprøjtegifte

Kvindelig geofysiker bag stor forbedring til landbruget

BRØNDERSLEV:48.000 danske landbrug er de umiddelbare kunder til en ny teknik, som kan nedsætte brugen af sprøjtegifte med 50 eller 75 procent. På den måde skåner man naturen, og den enkelte landmand kan spare penge på indkøb af pesticider. Ideen er en af de 10 finalister i Nordjysk Guld, og bag den står Kristiane Jensen, en 27-årig geofysiker fra Brønderslev. Hun er selv barn af landbruget, og hun er allerede langt fremme med at realisere projektet gennem Rådet for Agroindustri, som også har udtaget patent på udstyret. Hemmeligheden bag teknikken er, at man udstyrer sprøjteanlægget bag traktoren med en ny type dyser, som lader sprøjtevæsken negativt. Derved tiltrækkes den af jord og afgrøder, så man undgår spredning med vinden, og man kan derfor nøjes med betydeligt mindre mængder sprøjtemidler. Samtidig vil metoden være en kærkommen hjælp til landmændene i kampen for at opfylde den pesticid-plan, der blev vedtaget sidste år. Planen løber frem til 2009 og skal nedbringe anvendelsen af sprøjtegifte betydeligt. Mulighed for 50 job Sat i produktion kan dyserne give beskæftigelse et halvt hundrede mand, og medtager man eksportmulighederne åbner der sig langt større perspektiver. Kristiane Jensens ide er langt fra den første, der har fået hjælp til at realisere en god ide gennem Rådet for Agroindustri i Brønderslev. Siden starten i 1997 har Rådet nærmest udviklet sig til en idefabrik, hvor folk dukker op med alle mulige former for nyskabelser til landbruget. Anlæg til gylleseparation og brændstoffet bioethanol er blot et par af de ideer, der er blevet realiseret i tidens løb. Rådets direktør, erhvervschef Bente Albeck-Madsen, siger, at mange ideer ville dø en stille død, hvis ikke der var nogen til at hjælpe dem på vej. - Vi ved jo, at det er utroligt svært at få noget løbet i gang, hvis man står helt alene. Derfor er det vigtigt, at man kan gå hen og få afprøvet sine ideer et sted. Eksempelvis sammen med nogle eksperter, som kan se, om der er basis for at gå videre med projektet, påpeger Bente Albeck-Madsen, der i sin egenskab af direktør har sørget for, at Kristiane Jensens ide kom med i konkurrencen Nordjysk Guld. Kontakt til fagfolk Efter en første vurdering af de indkomne forslag kan Rådet for Agroindustri også knytte kontakter til fagfolk af forskellig slags. Typisk nogle som sidder inde en bestemt teknisk viden eller nogen, som kan fremstille prototyper af en opfindelse. Desuden sørger Rådet også for at søge patenter i de situationer, hvor det er nødvendigt. - Vores rolle er kort sagt at give en form for kickstart til dem, der kommer med de gode ideer. Sådan at det går lidt hurtigere med at komme videre og man lidt lettere overvinder de hindringer, som ellers kan dræbe det gode initiativ, forklarer Bente Albeck-Madsen. I starten var det meget landmændene selv, der kom med forslag til nye produktioner, men nu er det i stigende grad højtuddannede - som regel med rødder i landbruget - som bidrager med nye tanker.