Ny topplacering til Marco Sørensen

Den nordjyske racerkører arbejdede sig op igennem feltet og blev nummer to på weekendens andet løb i den tyske Formel 3-serie.

Marco Sørensen, tidligere Formel 1-lærling hos Renault, blev nummer to på lørdagens afdeling af Formel 3. Privatfoto

Marco Sørensen, tidligere Formel 1-lærling hos Renault, blev nummer to på lørdagens afdeling af Formel 3. Privatfoto

Efter sejren fredag, havde Marco Sørensen endnu engang sikret sig Pole Position ved lørdagens løb på Spa-banen i Belgien, men denne gang kiksede starten for den unge nordjyde. - Jeg fik et problem med koblingen, der begyndte at glide lidt, og så kan det gå rigtig hurtigt ned i feltet, når starten går i samme øjeblik, fortæller Marco Sørensen fra Belgien. - Jeg lå omkring nummer 13, da vi kom ind i første sving, men allerede på første omgang overhalede jeg fem kørere, og så gik det ellers derudaf igennem resten af løbet, siger Marco Sørensen, der også endte med at komme ganske tæt på løbets vinder - new zealandske Richie Stanaway, der også vandt de to første afdelinger i Formel-3 serien i april. - Jeg vil tro, jeg også havde hentet ham, hvis løbet havde været to omgange længere. Det gik rigtig stærkt, siger Marco Sørensen, der i sin Mercedes også satte hurtigste omgangstid på godt 2..15 minutter undervejs. Allerede næste weekend skal den tidligere Formel 1-lærlig hos Renault i ilden igen, når Formel 3-cirkusset vender tilbage til Tyskland på Sachsen Ring.