Bælum

Ny tradition vrikket og truttet i gang

BÆLUM:Det plejer altid at regne, når det er karneval. Men det holdt ikke stik i går, hvor musikskolen havde arrangeret karnevalsoptog i Bælum i fineste stil. - Der er mod på, at vi har startet en tradition, siger en glad Søren Steen Nielsen, musikskoleleder. Omkring 70 deltog i selve optoget, som begyndte på stationspladsen ved IT-Stationen og bevægede sig op gennem byen med passende pauser ved Torvet og ved Hydro, hvor der blev danset lidt ekstra og optrådt for forældre og andre tilskuere. Alt i alt deltog omkring 150 i begivenheden. - Det er blevet godt bakket op af byen også med flagene oppe og det hele, siger Søren Steen Nielsen. Optoget sluttede i skolegården, hvor der var sodavand til alle, og hvor den lokale gøgler fra Smidie, Jørgen S. Mortensen, lavede en forestilling sammen med sine unge elever fra cirkusskolen under gymnastikforeningen i Bælum. De deltog også som farverige indslag i optoget på både monocykler og stylter. Byrådsmedlem mm. Henrik Christensen førte an i Skørping Kommunes lille Trabant fra venskabskommunen Gelenau. I Skørping var der karnevalsoptog lidt senere på eftermiddagen med børn fra Skørping, og det sluttede i KulturStationens gård, hvor fire sammenspilshold underholdt med musik.