Ny træner skal udvikle talenterne

Det bliver den 33-årige Kenneth Kjærsgaard, der fra sommer skal træne Lindholms fodboldherrer i 2. division

Klubformand Bo Laden kunne tirsdag præsentere den nye træner, der kommer fra et job som ungdomstræner i Fortuna Hjørring. - Kenneth er en ung og meget talentfuld træner. Hans fineste opgaver bliver at udvikle vores unge mandskab, der primært består af spillere under 25 år, siger Bo Laden. Kenneth Kjærsgaard har tidligere bevist, at han magter netop talentudvikling. Han førte således et ungt Tårs-mandskab fra Serie 2 til Jyllandsserien på tre sæsoner. - Derfor mener vi, at han passer glimrende på vores profil, og vi ser frem til samarbejdet, konstaterer Bo Laden. Kenneth Kjærsgaard er samtidig en veluddannet træner, der har A-træner-licens og UEFA-licens. Kenneth Kjærsgaard afløser i Lindholm Henrik Larsen, der har valgt at stoppe ved udgangen af denne sæson.