Ny trafikplan skal gøre pendling nemmere for alle

Partier melder klar til milliardinvesteringer i forbedret privat og offentlig transport

ODENSE:En ny kommission skal anvise, hvordan det bliver nemmere for famiilen Danmark at pendle til og fra de store byer. Det var udmeldingen på de Konservatives sommergruppemøde i går. - Almindelige mennesker skal kunne komme til og fra København hurtigt og nemt. Og samtidig skal vi tage hensyn til erhvervslivets vækst, sagde Bendt Bendtsen om sit partis nye plan. En infrastrukturkommission skal komme med nyskabende løsninger til, hvordan der både skal blive plads til øget pendling og godstransport på skinner og veje. - Er det klogt bare at udvide motorvejen med et ekstra spor, eller kunne man gøre noget andet, spurgte partiets trafikordfører Henriette Kjær. De Konservatives udspil bliver mødt med glæde i begge sider af Folketinget. - Det er en fremragende idé, siger de Radikales trafikordfører Martin Lidegaard. Også Dansk Folkeparti bakker op: - Vi er så langt ude med hensyn til vores infrastruktur, at vi er nødt til at meddele den danske befolkning, at vi har viljen til at afsætte mange milliarder kroner til investeringer, siger trafikordfører Walter Christophersen. I løbet af denne måned fremlægger partierne deres forslag til næste års finanslov, blandt andet med planer for næste års trafikforbedringer. Samtidig skal Banedanmark aflevere en rapport med deres ønsker til investeringer. Trafikforskere har meldt ud, at det vil koste tocifrede milliardbeløb at få skinnenettet op i en ordentlig standard. De beløb melder partierne sig parate til at hive op af lommerne. - Vi skal have gang i processerne og få bevilget nogle penge, udtaler Socialdemokraternes trafikordfører Poul Andersen. Han frygter, at kommissionen sætter en bremse for dette års investeringer. - Det må ikke blive en syltekrukke. Nu forventer vi, at der sker noget den 1. september. For ellers sætter vi hele processen i stå igen.

Forsiden