EMNER

Ny tresserfest i oktober er klar

SKØRPING:Frems Venner arrangerer igen tresserfest med Bongoes til efteråret, nærmere bestemt lørdag 2. oktober. Dermed har støtteforeningen for idrætsforeningen i Skørping bestemt sig for at etablere en ny tradition med lokale halballer. Frem Skørping forsøgte sig netop med en tresserfest med Bongoes i forbindelse med foreningens 75 års jubilæum i fjor, og det var så tilpas en succes med 350 deltagere, at Frems Venner gerne tager over og fortsætter. - Vi har fået så meget positiv respons på festen sidste år, og der var nok endda en del, der holdt sig tilbage, fordi de regnede med, at idrætsforeningens folk dominerede den aften, siger Frank Damborg, formand for Frems Venner, som netop har ledt efter en afløser for de juleballer med Bjørn & Okay, som man holder en pause med efter vigende tilslutning. - Oktober er nok også et meget godt tidspunkt på året, hvor der ikke sker så meget andet, siger Frank Damborg. Frems Venner kan i øvrigt melde om et succesfuldt arrangement fredag aften, hvor Big Fat Snake for femte gang spillede i Skørping Hallen. Koncerten var oven i købet udsolgt før jul, så foreningen kunne spare de planlagte annoncer i januar måned. Frank Damborg regner med, at overskuddet når op på cirka 50.000 kr.