Ny TUBA-afdeling i Aalborg

Ny afdeling med tilbud til 14-35-årige.

EMNER 21. september 2007 06:00

NORDJYLLAND: Mange børn af alkoholikere søger først hjælp, når de er blevet voksne. Derfor går TUBAS tilbud om gratis rådgivning helt op til 35 år. - Ofte er det så store og svære følelser at tage fat på, at man skal langt ud, før man tager skridtet og søger hjælp, siger Åse Hansen, psykolog i TUBAS afdeling i Urbansgade i Aalborg, der åbner i dag. - Når man ikke kan gennemføre sin uddannelse, udvikler angst og depressioner eller får problemer med parforholdet, så dukker al den gamle smerte fra barndommen op til overfladen og viser sig ofte at være skyld i alle problemerne, siger Åse Hansen. - Vi tilbyder både gruppe- og individuel terapi og her får de unge for en gangs skyld mulighed for at være i centrum med deres følelser, behov og smerte. - Alt det, som de har fortrængt og tilsidesat i et barndomshjem, hvor den alkoholiserede mor eller far tog al opmærksomheden. - Mange kommer til os når de selv får børn og oplever den magtesløshed de oplevede i barndommen. De frygter, at de ikke selv kan være gode forældre. - Men det er aldrig for sent at tage fat på de ting, man bærer rundt på, understreger Åse Hansen Man skønner at der er 145.000 danske børn, der lever i familier, hvor en af forældrene er alkoholiker. - Og det er kun dem, man har registreret gennem skoler og institutioner, så man kan frygte for, hvor mange, der reelt lever i misbrugshjem, siger Åse Hansen og påpeger, at alkoholikere og deres pårørende er eksperter i at skjule problemerne, til stor skade for børnene.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...