Ny turistfilm skal sælge området

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Filmen tager os også inden på Vendsyssel Kunstmuseum.

Turistsamarbejdet mellem turistforeningerne i Hjørring og Frederikshavn Kommuner, Toppen af Danmark, har mellem jul og nytår udsendt to helt nye film, som skal være med til at sikre gæster til Toppen af Danmark i 2017.

Filmen 24 hours at The Top of Denmark beskriver på 1,35 minutter et ungt pars oplevelser på et døgn rundt i Toppen af Danmark - fra stemningsfuld opvågnen i Gl. Skagen til aftenstemning med champagne på stranden i Løkken med inspirerende pitstops i Frederikshavn, Sæby, Hirtshals, Hjørring og Lønstrup. Parret når blandt meget andet både omkring Skagens Kunstmuseer, Vendsyssel Kunstmuseum, Nordsøen Oceanarium, Palmestranden i Frederikshavn, Fruen fra Havet og fiskeforretningen på Sæby Havn, en tur til Rubjerg Knude Fyr og en herlig surf-tur i Løkken med efterfølgende, velfortjent hvil i hængekøjerne på surf-cafeen.

Filmen er lavet af den ungarske filmand Csaba Labancz, som i 2015 producerede tre meget roste film for Turisthus Nord, som hver især portrætterer Skagen, Frederikshavn og Sæby.

- I år opstod så ideen med at lave en film, som giver et samlet indtryk af, hvad vi kan tilbyde i Toppen af Danmark - med kort vej fra Nordsøen til Kattegat og de mange smukke og levende bymiljøer her i mellem, fortæller marketingansvarlig Inger Grund Petersen, Turisthus Nord.

- Csaba Labancz kan noget helt særligt og har været fantastisk spændende at arbejde sammen med. Hans opgave har været at lave to filmudgaver - en lidt længere version på 1,35 min. og en ganske kort "speedy" udgave, hvor man på blot et halvt minut kommer hele vejen rundt i Toppen af Danmark.

Turistdirektør René Zeeberg, Turisthus Nord, forventer stor interesse for filmene på de Sociale Medier.

- Vi bruger video og film på alle de markeder vi opererer på, fortæller han og begrunder dette i den erfaring Turisthus Nord har gjort de seneste tre år, hvor såvel Skagen som Frederikshavn og Sæby har haft en fantastisk flot respons på de film, Csaba Labancz har produceret for Turisthus Nord.

- Filmene er blevet brugt flittigt af VisitDenmark i både Italien/Frankrig, England, Holland, Tyskland, Norge og Sverige, ligesom korte versioner af filmene er brugt i FB-kampagner, hvor de har skabt opmærksomhed og trafik til vores websites, fortæller René Zeeberg. Film-mediet er et af vores vigtigste værktøjer i markedsføringen online. Det er helt ideelt til at præsentere de oplevelser, som naturen og erhvervet har at tilbyde. Derfor koordinerer vi i Turisthus Nord også både fotosessions og små filmproduktioner til erhvervet i vores område. Det er simpelthen en af de vigtigste forudsætninger for salg i et marked, hvor vores målgrupper er til stede og søger inspiration til ferien ONLINE og her reagerer positivt på flotte, visuelle præsentationer.

Turismeudviklingschef Anna Oosterhof, Hjørring Kommune, glæder sig som partner af Toppen af Danmark over, at man i samarbejde på tværs af kommunegrænser profilerer området på en professionel måde:

- Filmkunstner Csaba Labancz, har vist, at han kan præsentere nogle æstetiske og utraditionelle løsninger, som virkelig gør filmene værd at dele på de Sociale Medier. Vi er online som aldrig før og derfor er det vigtigt, at vi er tilstede der hvor gæsterne er. En stærk og strategisk forankret online tilstedeværelse er et absolut must, da nettet er blevet det primære værktøj til at søge inspiration til rejsen. Vi er stolte over samarbejdet og resultatet, som vi glæder os til at bruge i mange sammenhænge.

Filmen kan ses her: https://youtu.be/8wv8cLCSVJM

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst