Lokalpolitik

Ny tv-kanal skal skabe fælles identitet i Det nye Aalborg

Aalborg Kommune vil sende andet end byrådsmøder og infomercials. Derfor kan man snart se de første programmer om alt lige fra universitetettil idrætsforeninger i hele storkommunen

DET NYE AALBORG: Hvad laver man på havnen i Hou? Hvordan forbereder Nøvling IF sig til årets håndboldturnering? Snart kan borgerne i Det Nye Aalborg se programmer om kommunen på den tv-kanal, hvor kommunen i dag sender byråds- og sammenlægningsudvalgsmøder. - Vi vil gerne peppe den lidt op. Desuden vil vi vi gerne give institutioner, sportsklubber og foreninger muligheden for et talerør, hvis de ikke har økonomien eller ressourcerne til at fortælle om deres gode sag på en af de regionale tv-kanaler, der findes, forklarer borgmester Henning G. Jensen (S). Det kommer til at fungerre på den måde, at Aalborg Kommune stiller en projektmedarbejder til rådighed. Han/hun skal være kontaktperson og den udfarende kraft til målgruppen, som er alt lige fra den enkelte borger over det musiske miljø til sportslivet, kulturen og det politiske miljø. Udgangspunktet er, at tv-indslaget skal laves af målgruppen selv og i den forbindelse har både AAU TV og SIFAs tv-bingo meldt deres interesse. Og netop interessen for en sådan tv-kanal er svær at forudse, erkender borgmesteren. - Det kommer an på kvaliteten. Jeg ved godt, at nogle vil krumme tæer over sådan noget græsrods-tv, men andre vil måske synes, at det er rart at se folk tale ud om det, de brænder for. Formålet med tv-kanalen var fremhævet i dagsordenen på magistratsmødet; fælles identitet for den nye kommune. - Idéen om tv-kanalen har været oppe at vende flere gange i den offentlige debat. Både i forbindelse med dannelsen af den nye storkommune og også senest under et møde med samrådene, siger Henning G. Jensen. Han siger, at det er helt bevidst, at kommunen ikke skyder flere millioner ind i projektet. - Ellers vil folk læne sig tilbage og forvente, at det hele bliver lavet for dem. Men kan det ikke svække interessen for lokal-tv, hvis kvaliteten på udsendelserne bærer for meget præg af, at der ikke har været ressourcer og kræfter nok? - Det kan da godt være, at om to eller fem år er der flere, der arbejder på det, eksempelvis et aktiveringsprojekt, men nu giver vi borgerforeninger og andre muligheden for at komme til orde og fortælle om deres budskab, siger Henning G. Jensen.