Ny udstillere og andet nyt i Unika-butikken

Der er fernisering lørdag eftermiddag 9. januar i Vilsund

Villy Dall
Lene Wiklund deltager med indfarvede silketørklæder og (som her) smykker med berbisk historie. Privatfoto
Thisted 7. januar 2016 08:42

VILSUND: Lørdag over middag 9. januar åbner Unika Kunstbutik i Vilsund dørene til årets vinterudstilling, fortæller formand Bodil Bach Pedersen, Vilsund.

Hun lover en del nyt, bl.a. kommer maler Jørgen Thomsen fra Lolland igen, men denne gang med tre store operamalerier, som har været med på en censureret udstilling i Malmö i fjor. Og så kommer der flere kunstnere fra Aarhus-området, bl.a. Gurli Maya, Lene Wiklund og Kirsten de Place. Lars Rohde fra Sorring viser keramikfade og maskeagtige skulpturer med glade farver. Keramikfadene er produceret på samme værksted, hvor Asger Jorn i sin tid begyndte sin keramikproduktion, og sågar penslen til farverne er den samme, fortæller Bodil Bach Pedersen.

Videre er der en enkelt ny glaskunstner med, nemlig Birgit Almaas, som arbejder med glas i flere lag, hvilket gør, at farverne træder endnu kraftigere frem, og der bliver et helt særligt lys i glasset. Lene Wiklund viser sine indfarvede silketørklæder og smykker med berbisk historie, og Gurli Mayas malerier er kraftfyldte, ja, en ren farveeksplosion, hvorudaf der springer smukke kvindeskikkelser. Sonja Østergaard Svendsen fra Viborg viser stille landskabsmalerier med blide farvetoner, der glider over i hinanden, og Henny Hansen har igen været ude med kameraet og viser denne gang - udover landskabsfoter - også et enkelt af fjorsommerens sejlbådsbilleder. Som ny deltager er Snitteriet fra Mørke på Djursland med. Det gælder opspændte lærreder på trærammer, som ikke slår sig af fugt.

Videre fortæller formanden, at medlemmer og udstillere hos Unika også er begyndt at sælge deres værker og arbejder over nettet.

Ud over de nævnte udstiller Mette Thorup, Thisted, Julia Andersen, Frøstrup, Ole Terp, Terndrup, Otto Gro-Nielsen, Erslev, Evy Blomsø, Frederikshavn, Anne-Grethe Arnum, Humlum, Trædrejeriet, Uldum, Gunn W. Jensen, Bedsted, Lilli Pedersen, Thisted, Susanne Henriksen Skive, Sonja Nielsen, Nykøbing Mors, Lise-Lotte Munkgaard Baarup, Holstebro, Jess Stæhr, København og Jane Bundgaard, Vesløs.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...