Ny ungdoms- skolebestyrelse

Bestyrelsen er klar til at tage fat på mange opgaver

Ungdomsskolebestyrelsen fra venstre: Peter Vestergaard, leder ungdomsskolen, Mathias Christensen, formand Ungdomsrådet, Peter Stecher, Brønderslev Handel, Karina Kirkegaard Schultz (S), udpeget af byrådet, Emma Schaumburg Chemnitz, ungerepræsentant, Per Knudsen, Brønderslev Gymnasium, Martin Bech (V), byrådsmedlem og Jan Edvard Sørensen, der repræsenterer klublederne i Ungdomsskolen. Hans-Henning Terp-Hansen, der er medarbejderrepræsentant, mangler. Privatfoto

Ungdomsskolebestyrelsen fra venstre: Peter Vestergaard, leder ungdomsskolen, Mathias Christensen, formand Ungdomsrådet, Peter Stecher, Brønderslev Handel, Karina Kirkegaard Schultz (S), udpeget af byrådet, Emma Schaumburg Chemnitz, ungerepræsentant, Per Knudsen, Brønderslev Gymnasium, Martin Bech (V), byrådsmedlem og Jan Edvard Sørensen, der repræsenterer klublederne i Ungdomsskolen. Hans-Henning Terp-Hansen, der er medarbejderrepræsentant, mangler. Privatfoto

BRØNDERSLEV:Med årsskiftet 2014 har Brønderslev Ungdomsskole fået ny bestyrelse.

Bestyrelsen har holdt dens første møde og konstituerede sig med genvalg til Peter Stecher fra Brønderslev Handel som formand. Martin Bech, byrådsmedlem for Venstre i kommunalbestyrelsen, blev valgt til næstformand.

På første møde fik bestyrelsen en generel orientering om Brønderslev Ungdomsskoles forskellige opgaver, herunder nye tiltag i forbindelse med folkeskolereformen.

Her skal ungdomsskolen indgå forpligtende samarbejder med kommunens folkeskoler. For tiden arbejdes der med tilbud til skolernes understøttende undervisning, som førstehjælp, TV- Ungdom, Brønderslevs Sejeste 8. klasse, seksualister og andre tilbud som der fortsat arbejdes på at udforme.

I forbindelse med obligatoriske valgfag for alle 7. -8. og 9. klasser, er Ungdomsskolen i gang med at udforme nye valgfagstilbud til skolerne. Nye valgfag skal godkendes af kommunalbestyrelsen.

Formand for bestyrelsen, Peter Stecher, glæder sig over de nye opgaver som Ungdomsskolen skal i gang med

- Det er nogle spændende opgaver, som folkeskolereformen har sat i gang. Den længere skoledag får også betydning for driften af Ungdomsskolens Fritidsklubber, som skal skære i deres åbningstid, men jeg ved at Ungdomsskolen arbejder på forskellige modeller for Fritidsklubbernes fremtidige udformning, som jeg er sikker på kan blive en gevinst for de unge i kommunen, og være med til at skabe sammenhæng i vores arbejde i Ungdomsskolen.

Noget af det første bestyrelsen vil arbejde på er et tæt og konstruktivt samarbejde med det nye fritids- og kulturudvalg og forvaltningen.

- Jeg ved fra tidligere år, at et tæt samarbejde med det politiske niveau, og den nødvendige koordinering med forvaltningen, er afgørende for at vi lykkedes med arbejdet med at give de unge i kommunen de bedst mulige forhold, udtaler Peter Stecher.

Formanden har selv nogle personlige ønsker for de næste fire års arbejde i Ungdomsskolens bestyrelse:

- Udover det nye forpligtigende samarbejde med kommunens folkeskoler, håber jeg meget på, at Ungdomsskolen ligeledes kan udbygge et samarbejde med eksempelvis kommunens to gymnasier, kommunens handelsstandsforeninger og de lokale borgerforeninger.

- Helt konkret forestiller jeg mig, at vi i et samarbejde med Brønderslev Handel kunne tilbyde et ”Fritidsjob-kursus”, hvor de unge får et indblik i hvordan man sælger sig selv overfor en arbejdsgiver, lære om personlig fremtræden, service og kundebehandling.

- Jeg ser også for mig, at vi kan hjælpe de unge med en nemmere overgang til eks. erhvervsuddannelserne.

- I det nuværende katalog har vi faktisk allerede udbudt kursusholdet ”Håndværkeren”, hvor de unge får en indføring i forskellige håndværkerfag som murer, tømrer og elektriker. Det er et forløb jeg forventer mig meget af.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.