Fødevarer

Ny variant af roskildesyge

Normalt varer roskildesyge kun nogle ganske få dage, selv om det kan være ganske ubehageligt. Nu er spørgsmålet så, om den nye variant af roskildesygen denne gang – synonymt med Roskilde Banks krise – smitter til resten af landet.

Man kan desværre med god grund sagtens sammenligne Roskilde Bank med regeringens politik, der i høj grad har fokuseret på et lånefinansieret (over)forbrug. Man husker, at da regeringen trådte til i 2001, begyndte arbejdsløsheden igen at stige. Faktisk blev 50 arbejdsløse sendt ud i ledighed hver dag. Regeringen var ved at gå i panik, fordi den jo for enhver pris gerne skulle genvælges. Da så Bendt Bendtsen muligheden i at indføre nye lånetyper i form af lån med afdragsfrihed og pauselån. Nu skulle friværdierne ud i arbejde til gavn for regeringens genvalg. Selv i andelsboligerne kunne man nu låne til hvad som helst. Det skulle gå galt, og spørgsmålet var bare hvornår. Jeg har altid undret mig over, at borgerlige politikere, der til alle tider har beskyldt os socialdemokrater for ødselhed og for ikke at have styr på hverken offentlige eller private finanser, på alle politikområder har været med til at løbe denne lånespiral i gang. Det gælder fiskeriet, landbruget og boligerne. Regeringen kan nu sige, at det skam ikke er os, der har optaget lån – det er den enkelte låntager, og derfor er det ham/hende, der hænger på regningen. Men er det sundt? Nej. For det første har vi set prisstigninger på fast ejendom, som har været fuldstændig urealistiske. Det har været godt for dem, der havde fast ejendom, men helt urimeligt for de unge, som skulle ind på ejendomsmarkedet for første gang. Det var fuldstændig unødvendigt at indføre disse nye lånetyper, fordi boligmarkedet siden 1993 har været i en positiv udvikling, blandt andet fordi renten er faldet, og den gamle SR-regering gjorde det muligt at konvertere de gamle højtforrentede lån fra Schlüters kartoffelkurtid. Men nu skal regningen betales. Lønmodtagerne har kun ét sted at hente pengene, og det er hos arbejdsgiverne i form af højere løn. Det giver ikke ligefrem bedre vilkår for konkurrencen. Derfor kan man frygte for udviklingen af eksporten og betalingsbalancen, men det var da godt, at Anker Jørgensen fik sat gang i olieindvindingen fra Nordsøen, og vi fik sat gang i opbygningen af vindmøller. Noget, der mindsker vores afhængighed af oliesheikerne. Det har vi levet godt på lige siden, især de seneste år med de høje energipriser, og det er med til at fylde godt op i statskassen. Nu oplever vi stigende renter – og ikke nok med det: Energiprisernes himmelflugt vil ingen ende tage, mens også fødevarepriserne er eksploderet. Noget godt har regeringen trods alt gjort, nemlig at sørge for, at de velbjergede har råd til at betale for disse stigninger. Men hvad med pensionisterne og dem uden for arbejdsmarkedet, der ikke har fået del i opsvinget? Hvad skal de betale med? Man kan stille spørgsmålet: Hvad gør vi nu, lille du? Regeringen har brugt det økonomiske råderum til de rige, men når man hører borgerlige politikere udtale sig i dag, er deres svar, at topskatten skal sættes ned. Det gavner i hvert fald ikke de fattige. Men flere regeringsmedlemmer har tidligere udtalt, at større ulighed er godt, de må bare ikke sige det for Fogh. Vi er nu i en situation, hvor de, der kun har deres folkepension og er visiteret til et plejehjem og skal betale for alle udgifterne selv (husleje, vask og mad), ikke har så meget tilbage, at de kan holde avis eller telefon. Er det rimeligt i et velfærdssamfund? Nej, det er det selvfølgelig ikke. Socialdemokraterne har foreslået at afsætte en halv mia. kr. til at hjælpe de dårligst stillede i vores samfund. Det drejer sig generelt om pensionisternes vilkår samt fjernelsen af kontanthjælpsloftet samt 300-timers-reglen. Om en måneds tid kommer næste års finanslov. Vi er mange, der venter spændt på den, men som også frygter det værste. For samtidig med skattelettelserne har man skåret i uddannelserne. Man kan roligt sige, at regeringen har brugt penge på tant og fjas og glemt at sikre velfærdssamfundet. Det ville ellers have været klogt i en tid, hvor der har været gode konjunkturer. Så det gamle spørgsmål om, hvem der skal betale regningen for regeringens politik, ja, det er i hvert fald ikke de rigeste. Og så er der kun de fattige tilbage: Men dem er der også flest af.