Forskere finder nyt virus med potentiale til at blive en pandemi

Mens coronakrisen stadig står på, har forskere fundet en ny type virus blandt slagterimedarbejdere i Kina.

Det nye virus er fundet blandt mennesker, der har arbejdet på slagterier i Kina. (Arkivfoto).

Det nye virus er fundet blandt mennesker, der har arbejdet på slagterier i Kina. (Arkivfoto).

BEIJING:En ny type virus med potentiale til at blive en pandemi er fundet i Kina.

Ifølge kinesiske forskere fra Nottingham University i Storbritannien er virusset fundet i grise, men kan og har allerede spredt sig til mennesker, skriver det britiske medie BBC.

Forskerne er bekymrede for, at virusset kan mutere sig, så det nemmere kan sprede sig fra et menneske til et andet.

Virusset skal have alle kendetegnene for et virus, der kan spredes blandt mennesker, og da det er nyt, forventer forskerne ikke, at mennesker er immune over for det.

Før det nuværende coronavirus var det seneste virus, der blev en pandemi, svineinfluenzaen. Den brød ud i Mexico i 2009, men var mindre dødelig end først antaget, da flere ældre borgere var immune over for den.

Den nye type virus, som har navnet G4 EA H1N1, ligner svineinfluenzaen, siger en af de kinesiske forskere, Kin-Chow Chang.

Han fortæller, at de allerede har fundet bevis på smitte med det nye virus blandt mennesker, der har arbejdet på slagterier i Kina.

- Lige nu er vi distraheret af coronavirusset og med god grund. Men vi må ikke stoppe med at undersøge nye potentielt dødelige virusser.

Kin-Chow Chang fortæller, at virusset ikke er et problem endnu, men det må ikke blive ignoreret.

Det er endnu ikke bevist, om virusset kan smitte fra menneske til menneske, sig forskerne bag studiet ifølge nyhedsbureauet AFP.

Coronavirusset brød ud i Kina i byen Wuhan i slutningen af sidste år. Siden da er over en halv million mennesker døde af virusset over hele verden.

Derudover er der registreret over ti millioner smittetilfælde på verdensplan.

James Wood, der er leder af en afdeling for dyremedicin på Cambridge University, siger til AFP, at fundet af det nye virus er et bevis på, at menneskeheden konstant er i fare for nye udbrud af virus fra dyr, der kan lede til pandemier.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.