Ny Voice-vært er Felix Smith

Når programmet "Voice - Danmarks største stemme" vender tilbage på TV 2, bliver det med Felix Smith som vært.

Ny Voice-vært er Felix Smith

Morten Resen giver stafetten videre til Felix Smith, når tv-programmet "Voice - Danmarks største stemme" vender tilbage på TV 2 til september.

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

I disse dage besluttes det, hvilke 80 stemmer der går videre til skærmen og skal kæmpe om seernes gunst og en pladekontrakt. Og de vil stå klar i kulissen sammen med den ny ankermand for showet, Felix Smith.

- Jeg er stolt og helt vildt glad over at få lov at skulle stå med styringen af så stort et show som "Voice". Jeg vil gøre mit allerbedste for igen at gøre "Voice" til et fantastisk show, siger Felix Smith.

Han er, ligesom Christiane Shaumburg-Müller og Sara Bro var det, færdig med at stå tidligt op om morgenen i "Weekend Weekend" og overtager nu i stedet roret lørdag aften på TV 2. En rolle han ser frem til at skulle prøve kræfter med.

- Jeg har været Weekend Weekend-vært i 64 udsendelser i træk. Så det er en kombination af at ville prøve noget andet end at stå tidligt op lørdag morgen. Og så fordi TV 2 har spurgt, og det er et spændende program, konstaterer Smith overfor Ritzau.

Det bliver da også med en kildren i maven, at tv-værten overtager posten efter Morten Resen.

- Morten gjorde det rigtig godt sidste år, så der hviler da et vist pres på mine skuldre. Så det ser jeg frem til med lidt kilden i maven. Men jeg glæder mig også til, at det kilder lidt i maven igen, fortæller Smith.

"Voice - Danmarks største stemme" skydes i gang lørdag 22. september på TV 2. Første sæson af "Voice" blev i gennemsnit set af 953.000 seere, og det er dermed den mest sete lørdagsunderholdning på dansk tv siden 1999.

Morten Resen, som er en af de bærende profiler i TV 2s store OL-dækning i London, skal koncentrere sit virke om "Go’ morgen Danmark" og om nye programmer på TV 2.

/ritzau/