EMNER

Ny voldsbølge kostede 57 døde

HOMS:De første syv sårede og syge, der var fanget i det belejrede Baba Amro-distrikt i Homs blev evakueret fredag, og også i går lykkedes det for Røde Kors at få enkelte sårede ud. Samtidigt øges det internationale pres på den syriske regering for at åbne landet for humanitærhjælp. De sårede er blevet bragt til et hospital i en anden del af byen, oplyser Den Internationale Røde Kors Komite (ICRC). Derudover er 20 uskadte kvinder og børn blevet fragtet ud af Baba Amra til et mere sikkert sted. - Det er et skridt fremad. Nu har evakueringen af de alvorligt sårede og syge førsteprioritet, siger Carla Haddad, der er talsperson for ICRC. Organisationen meddelte tidligere, at to sårede journalister fra Frankrig og Storbritannien skulle hentes ud af Baba Amra fredag. Det er dog ikke sket. Heller ikke ligene af den amerikanske journalist Marie Colvin og den franske fotojournalist Remi Ochlik er blevet fragtet ud. - Der foregår fortsat forhandlinger med de syriske myndigheder og oppositionen i et forsøg på at evakuere dem, der har brug for hjælp hurtigst muligt, siger Salah Dabbakeh fra ICRC. Byen Homs har i flere uger været under voldsomme angreb fra regeringsstyrker. Bevæbnede oppositionsgrupper kæmper mod regeringssoldater og mange civile bliver dræbt under kampene. Ifølge oppositionsaktivister blev 103 dræbt fredag i kampe over hele landet. De fleste civile herunder 14 børn og en kvinde. Mindst 36 blev dræbt i Homs heriblandt aktivisten Anas al-Tarsheh, som har filmet bombardementerne af byen og lagt optagelserne ud på internettet. Også i går kostede sammenstød og angreb fra regeringsstyrker sårede og dræbte flere steder i Syrien. /ritzau/Reuters