Nybagte forældre kede af lukning

Kristina og Keld Ingemann var ikke i tvivl om, at hun skulle føde i Hobro

Bente Lembo
Kristina og Keld Ingemann med deres lille nyfødte datter havde en god fødsel i Hobro og beklager, at det lokale fødested lukker. FOTO: LARS PAULI
Graviditet 14. september 2006 06:00

HOBRO: Debatten om fremtiden for fødestedet i Hobro er blevet fulgt med særlig stor spænding af ægteparret Kristina og Keld Ingemann fra Gundersted ved Aars. Hun havde nemlig termin og skulle føde deres første barn lige omkring den dato, da amtsrådet i Nordjyllands Amt skulle træffe en endelig beslutning - lukning eller ej. Ægteparret ønskede, at fødslen skulle ske på den jordemoderledede klinik i Hobro. De havde været på besøg og fået et overvældende positivt indtryk af den. Nu glæder ægteparret sig over, at de nåede det. Deres lille datter kom til verden tirsdag 12. september om aftenen, samme aften, som debatten i amtsrådet rasede. NORDJYSKE mødte parret på barselshotellet i Hobro i går, hvor de havde fået et værelse til deres lille familie. Den nybagte far lå og hyggede sig med sin sovende baby på maven, den nybagte mor var ved deres side. Kristina og Keld Ingemanns glæde gælder ikke den afgørelse, som et flertal i amtsrådet traf om snarest at lukke og slukke for de jordemoderledede klinikker i Hobro og Frederikshavn. - Det er en skam, at de lukker de små steder. Jeg kan ikke se, at man skal være et sted, hvor der er en læge. Hele min graviditet er gået godt, og der var heller ikke nogle kritiske tidspunkter under fødslen, siger Kristina Ingemann. Eftersom Kristina og Keld Ingemann bor næsten lige langt fra Hobro Sygehus og Aalborg Sygehus var det ikke geografien, der var afgørende for deres valg af fødested, men derimod det utrolig positive indtryk de fik af forholdene i Hobro, da de var på besøg. - Der var en dejlig rolig atmosfære i Hobro, både på fødegangen og på barselshotellet, og det hele bar præg af, at det var et lille sted. - Under fødslen havde vi den samme jordemoder hos os hele tiden. Det var også hende, vi snakkede med, da jeg ringede og havde veer, fortæller Kristina Ingemann. Hun var godt klar over, at hun kunne risikere at skulle til Aalborg i ambulance, hvis der under fødslen blev behov for at forløse barnet ved kejsersnit. Der er nemlig ikke fødselslæger på Hobro Sygehus. - Men jeg synes ikke, at man skal tage sorgerne på forskud. Man skal tro på det bedste. - Jordemoderen sagde, at man ville blive overført til Aalborg ved det mindste tegn på, at noget var ved at gå galt, og at det meget sjældent sker med udrykning, fortæller Kristina Ingemann. Ægteparret nyder godt af de gode forhold for barslende i Hobro, hvor der på barselshotellet er plads til, at faderen kan overnatte og være tæt sammen med mor og barn i den første tid. Foreløbig vil der ikke blive rokket ved tilbuddet om barselshvile i Hobro. Det består indtil videre. Vordende mødre kan også fortsat gå til jordemoderkonsultationer i Hobro. Jordemoderledelsen i Hobro har besluttet, at lukningen af det lokale fødested skal træde i kraft 22. september.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...