EMNER

Nybegyndere bør slå følge med erfarne svampejægere

Skovbundens svampe er en kulinarisk godbid, man bør nærme med varsomhed.

Nybegyndere bør ikke begive sig ud på svampejagten på egen hånd, men de første gange slå følge med en erfaren svampejæger. Det påpeger den nordjyske svampeekspert Thomas Læssøe, der er forfatter til flere svampebøger og lektor i svampe ved Københavns Universitet. Der er omkring 2000 hatsvampe i Danmark, og heraf er der flere hundrede giftige, men kun knap en halv snes danske svampearter er dødeligt giftige. I praksis skyldes danske svampedødsfald næsten altid Hvid Fluesvamp og Grøn Fluesvamp, så disse to farlige arter bør alle svampejægere kende grundigt, så de ikke ved en fejl kommer med i kurven, når man er på svampejagt. - Når først man har lært svampene at kende, er det ikke så svært at skelne de enkelte arter, selv om mange ligner hinanden. Mange mennesker kan jo nemt skelne forskellige æblesorter, selv de faktisk ligner hinanden mere end de fleste svampe gør. Men æblerne er vi vokset op med, mens de fleste først begynder at interessere sig for svampe senere i livet, og så oplever mange, at der er lidt sværere at lære svampene at kende, men på trods af det bør man ikke give op, siger Thomas Læssøe. Udover de mange svampeture, der arrangeres af naturvejledere og naturcentre rundt om i landet er en god måde at få mere viden om svampe at melde sig ind i Foreningen til Savmpekundskabens Fremme. - Der er mange, der tror, at man skal være ekspert i svampe for at blive medlem i foreningen, men det er ikke tilfældet. Nybegyndere vil have megen glæde af at melde sig ind og deltage i vores svampekurser og svampeture, fortæller Henning Christensen, der er kontaktmand for svampeforeningen i Nordjylland. Mens sidste år var et helt ekstraordinært godt svampeår er antallet af svampe i naturen langt mindre i år som følge af den tørre og solrige september. Svampe trives nemlig bedst i fugtige efterår. Men på trods af det kan man sagtens få stort udbytte af at deltage i en svampetur lige nu, siger Henning Christensen. - Der er mange forskellige arter svampe i naturen i øjeblikket, men mængden er mindre end normalt. Man kan derfor sagtens gå på svampetur og se mange forskellige arter, så man lærer nyt om svampe og man kan også finde nogle få spisesvampe til et par smagsprøver, men man bør ikke forvente at indsamle flere kilo gode spisesvampe sådan som man nogle steder kunne i fjor, siger Henning Christensen. Man kan læse mere om Landsforeningen for Svampekundskabens Fremme på foreningens hjemmeside, der har internetadressen www.svampe.dk.