Nybil-duft kan give astma

Tysk undersøgelse viser, at flere nye bilers indeluft indeholder mange uønskede stoffer, der frigøres, hvis bilen holder parkeret i solen

Mange synes duften af ny bil er pirrende. Det vil de næppe gøre, når de hører, hvad den indeholder. Prøver af luften i seks nye biler viser, at indeklimaet består af 98 kemikalier. Enkelte af dem kan være sundhedsskadelige. Det er den tyske miljøorganisation, Bund für Umwelt und Naturschutz Deutschland (BUND), som sammen med østrigske Global 2000 har analyseret indeklimaet i helt nye udgaver af Opel Astra, Mercedes E220, Renault Megane, VW Golf, Alfa Romeo og Mitsubishi Colt. Testene viser, at flere af bilernes indeluft indeholder mange uønskede stoffer, som for eksempel slimhinde-irriterende formaldehyd, flygtige organiske forbindelser (VOC) og ftalater. Bilerne stod lukket i henholdsvis tre og seks timer. I den sidste prøve i stegende solskin. Niveauet af VOC i den 60 grader varme luft var flere gange højere end i bilerne, som havde stået i skyggen. Sundhedsskader Testen fortæller, at niveauet af enkelte kemikalier i kabinen er langt over anbefalet niveau i indemiljøer. - Problemet er, at de helt nye materialer bliver ved med at afgive dampe flere måneder efter, at bilerne er produceret. Kemikalierne kan lægge sig som en tynd film på ruderne, siger Patricia Cameron, der er kemiekspert hos BUND. - Niveauerne af formaldehyd i disse forsøg er næsten tre gange så høje, som de norske sundhedsmyndigheder anbefaler. I høje koncentrationer kan flere af disse give sundhedsskader, siger seniorforsker Rune Becher ved Folkehelseinstituttet i Norge til avisen Verdens Gang. Seniorforsker Chris Lunder ved Norsk institut for luftforskning (NILU) fortæller, at stofferne, der er undersøgt, er rundt om os hele dagen, og måske er det den totale mængde, der kan give sundhedsproblemer. Forvirring - Stofferne kan føre til en forvirring for astmatikere. Og enkelte er mere følsomme end andre, siger Becher. Ifølge japanske bilproducenter kan de skadelige kemikalier være i kabinen i op til seks måneder. Japanske bilproducenter er gået sammen om at sætte mål for, hvad maksimalniveauet skal være inde i kabinen, ifølge nyhedsbureauet, AP. BUND opfordrer nu EU-kommissær Günther Vanheugen til, sammen med bilindustrien i Europa, at udforme et regelsæt, der sørger for, at fremtidens nye biler ikke udsender giftige dampe i kabinen. Foreningen af tyske bilproducenter, VDA, tager afstand fra undersøgelsen og kalder den virkelighedsfjern. Men der er også positive oplysninger, som for eksempel Ford Focus C-Max, oplyser BUND. Det er den første bil, der er TÜV testet og helt fri for farlige kemikalier, og stemplet som den første allergi-venlige bilmodel i Europa.