Hospitaler

Nybyggeri klart den bedste løsning

SYGEHUS:8.1. skriver Carl Erik Aarøe, at Socialdemokraterne skulle være imod et nyt sygehusbyggeri i Aalborg Øst. Det har han misforstået. Vi går stærkt ind for et nyt sygehus, fordi der er en lang række fordele ved nybyggeri på en bar mark frem for at skulle bygge til eksisterende byggeri. Vi vil stå med en årelang byggeperiode på minimum 22 år, med kaos, nedrivninger, larm og støv til stor gene for patienter, personale og beboer i området. Bygger vi derimod nyt i Aalborg Øst, vil vi kunne have et færdigbygget sygehus på ca. 10-12 år. Ligeledes er det væsentligt at påpege, at vi gennem nybyggeri selvsagt ville kunne opnå en optimal logistik, fordi vi frit kan bygge med udgangspunkt i patienten i centrum, uden at skulle være tvunget til at tage udgangspunkt i et eksisterende byggeri, som fra start begrænser mulighederne. Vi vil f.eks. aldrig kunne få indført rørpost på sygehuset og elektroniske vogne, som vil være stor hjælp til at optimere arbejdsgangene. Et nyt sygehus placeret i Aalborg Øst vil være den bedst mulige løsning for alle, såvel patienter som personale. I øvrigt er det et enigt regionsråd som støtter ideen om et nybygget sygehus i Aalborg Øst. Vores problem er nu, at regeringens nedsatte Erik Juhl udvalg vendte tommelfingeren ned til et nyt sygehusbyggeri, som er helt uforståeligt. Tilbage er der kun at håbe på, at sundhedsministeren og regeringen kan se fornuften i, at vi bygger nyt i Aalborg Øst frem for at vi ”låser” os inde på Aalborg syds grund, hvor der vil være en lang række problemer tilknyttet til byggeriet samt begrænset muligheder for udvidelser.