Byggeri

Nybyggeri på vej i Nr. Onsild

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Et af dobbelthusene: De tre huse kommer til at ligge bag hinanden på en skråning mod syd. Der bliver en meter i niveauforskel mellem hvert hus. Husene er seniorvenlige - for eksempel er der ingen indvendige dørtrin - men boligerne henvender sig også til "start-familier" og singler.Visualisering: Fjorden Arkitekter

I dag ligger der et rødmalet, stråtækt stuehus og et par veltjente udhuse på grunden. Om et til to år står der i stedet seks moderne boliger på hver 105 kvadratmeter. Vi er i Nr. Onsild, på Nr, Onsildvej 18, lige over for landsbyens gadekær. Tre investorer - VVS-installatør Martin Rasmussen, projektleder Torben Samuelsen og økonomisk konsulent Else Wiese - har købt den gamle gård og vil opføre og sælge de seks boliger. De har til formålet stiftet "Lokalbyg5 ApS". Nedrivningsfolkene rykker snart ind, og bygherren regner med, at det første dobbelthus kan stå klar til jul. Ifølge Else Wiese er det første gang i 30 år, at der bygges rigtigt nyt i Nr. Onsild. Reglerne for byggeri i små landsbyer er skrappe, blandt andet må man ikke "udvide" byen. Det sker heller ikke her på Nr. Onsildvej 18 - byggeriet opføres inden for den eksisterende bygrænse. - Vi har haft et fint samarbejde med Mariagerfjord Kommune om projektet, understreger Else Wiese. Hun og de to øvrige investorer kender hinanden fra deres daglige virksomheder og har sammen gennemført forskellige andre byggerier. Ideen til byggeriet i Nr. Onsild opstod påskelørdag sidste år, husker Else Wiese. - Vi snakkede om, at det hele blev koncentreret i Hobro efter kommunalreformen, og at de små byer blev "snydt". Én vidste, at ejendommen herude havde været til salg i to år, og sådan opstod ideen, siger Else Wiese. De seks boliger sættes til salg for 1,4 millioner kroner stykket. De henvender sig til singler, seniorer og unge familier, og Else Wiese håber, at køberne bliver en pæn blanding af forskellige aldersklasser, så de nye huse også bidrager til at skabe (endnu) mere liv i Nr. Onsild. Beliggenheden tæt ved motorvejen gør det muligt at tiltrække købere med job i både Århus og Aalborg, mener hun. Og hvad får man så for pengene? Byggeriet består af seks ejerboliger på hver sin matrikel. Husene opføres som dobbelthuse i grå sten med sort tegltag. Taget har klassisk høj rejsning, så husene falder ind i landsbyens linier, fortæller arkitekt Bo Graugaard, Fjorden Arkitekter MAA, der har slået stregerne. - Vi bygger ikke i gammel stil. Vi vil godt bygge et hus på landet, der er tænkt i 2008, men som har landsbyens dyder, siger Bo Graugaard. De seks boliger er stort set ens indrettet, og blandt de indvendige finesser springer badeværelset i øjnene: Det har to døre - en til soveværelset og en til entreen. - Vi kombinerer altså gæstetoilettet og familiens eget badeværelse. I de sidste 10 år har man jo haft råd til at have to badeværelser i nye huse, men det sluger mange kvadratmeter at indrette to badeværelser. Det er også dyre rum. På den her måde sparer vi faktisk 100.000 til 150.000 kroner per hus, og der bliver plads til et godt bryggers. Jeg tror, vi kommer til at bruge denne kombination i mindre huse fremover, siger Bo Graugaard. Og hvem ved? Det bliver måske også landsbyhuse, der opføres af Else Wiese & Co. - Det her er ikke vores sidste projekt. Men vi skal naturligvis se bundlinien, inden vi går videre, siger Else Wiese.