Nybyggeri til foråret

HJALLERUP:Det er i Dronninglund Kommune blevet besluttet, at det nye børnepasningsbyggeri i Hjallerup skal være en tilbygning til den aldersintegrerede institution Møllegården i Algade. Byrådet har i budgettet for 2004 afsat godt 1,9 mio. kr. til opgaven. Det er ikke alverden, når det drejer sig om et sådant byggeri, og det er derfor blevet besluttet først at igangsætte byggeriet til april - for på den måde at slippe for de ekstraudgifter, der altid er knyttet til at bygge nyt om vinterren. - Der skal være plads til minimum 20 børn i den nye tilbygning, men kunne vi inden for den økonomiske ramme få plads til 30 børn, ville det være endnu bedre, bemærker formanden for børne- og kulturudvalget, Peter Bandholm (V), der dermed også afslører én af grundene til, at det første spadestik må vente til foråret, selv om skitsetegningerne i forbindelse med den nye tilbygning snart vil ligge klar til politisk godkendelse. Den nye tilbygning i Hjallerup bygges, efter at det nu i en længere periode har stået klart, at der i Hjallerup ikke længere er børnepasningspladser nok.