Nyd sommeren i Qatar - om vinteren

Uanede ressourcer kendetegner et land, der vil være verdens rigeste

Solen skinner fra morgen til aften i Qatar - også i december og januar, hvor vejret er som det bedste danske sommervejr. Vil du møde en verden, hvor den arabiske verdens mystik fortsat findes, begynder det at haste. Landet er inde i en eksplosiv udvikling mod at blive verdens rigeste, men midt i byggerodet ligger gadehandlerne fortsat og i bogstaveligste forstand dør om dør med mærkevarebutikkerne. Klokken var fem om natten lokaltid og tre for mig, da jeg uden større besvær udfyldte visaformularen og betalte de 55 Qatari Riyal (ca. 100 kr.) hos en venlig og hjælpsom politimand i den beskedne lufthavn i Doha - Qatars hovedstad. I køen ved siden af havde jeg fulgt en inder med stærkt begrænsede engelskkundskaber. Sergenten bag skranken forsøgte at gennemføre et forhør - uden succes. Da han pegede på en inderkvinde i kølvandet på den ihærdige mand, lød det glade svar "wife" og et plastikkort blev fremlagt som bevis. Hun havde åbenbart intet pas. Da jeg uden videre slap ind i Qatar, stod han der fortsat. Qatar er en verden af modsætninger. Her overlader verdens rigeste dagligdagens trivialiteter til netop indere, pakistanere og en del palestinænsere. I så stort tal, at der nu for alvor er problemer med indvandringen. Qatar er et af de forjættede lande, hvis udgangspunktet er et usselt liv i nogle af verdens folkerigeste og fattigste lande. Der er kost og logi og 750 kr. om måneden til den inder, der klarer hushjælpen. Og det er nok til både at leve et acceptabelt liv her og til at sende lidt penge til familien derhjemme. Rig og fattig har fundet en vis balance i det stenrige olie- og gasland, der med en moderne Emir har travlt med at blive verdens rigeste land. Skat er ikke noget man betaler Det ses straks man drejer ud fra lufthavnen i den tidlige morgenskumring. Doha ligger fuldt illumineret langs den smukke kyststrækning. Funklende nye skyskrabere skal dokumentere, at dette er en storby. Hvor mange, der helt præcist bor i Doha, er der ingen der ved. Men vel nok omkring 400.000 ud af de 600.000 - 700.000, som er landets eget bud på den totale befolkning. Kun få er qatarere, og det er ærgerligt for de øvrige. Der vanker nemlig penge fra staten hvert år - en andel af landets overskud - eller en slags tilbagebetaling af skat, der aldrig er opkrævet. Fik du den, Fogh? Denne samfundsmodel pynter naturligvis på enhver qatarers budget, og sætter formidabel turbo på udviklingen. Der bygges nyt overalt. Store huse og hele paladser skyder op i ørkenen. Der bruges kolossale mængder af hænder i denne boligmæssige transformation, hvor hastigt opstillede skrøbelige stilladser og absolut ingen afskærmning ikke forsinker byggerierene. Og for at glemme, at man rent faktisk er i en gold og glohed ørken, plantes palmer, buske og træer i samme takt, som der bygges, overalt. Doha - og store dele af landet er faktisk grønt. Vandingsanlæg, indere og pakistanere sørger for, at beplantningen klarer sig. Ganske imponerende i et land, der kun selv råder over yderst minimale vandressourcer fra et fåtal af 80 meter dybe brønde i landets nordligste del. Ellers kommer vand med skib - selv om langt det meste er afsaltet havvand, der fremstilles ved brug af den rigelige gas. Qatar, der er på sjællands størrelse, har verdens størst kendte gasreserve. Vinter 25 grader, sommer 50 Den energiske brug af vand skaber et grønt næsten frodigt Doha, der med verdensby-attitude byder vestlige turister hjerteligt velkommen. Alle storte internationale hoteller ligger langs vandet med fremragende komfort - vel at mærke til priser, der er til at betale. De store lækre swimmingpools er overalt - og når dagens første solstråler begynder at varme, forstår man hvorfor. Dagstemperaturen på denne tid af året er 25 grader, og solen bager ned hver dag fra morgen til aften. At man naturligvis kan sidde udenfor og nyde aftenerne hører blot med til et land, hvor det er godt at holde sommerferie - om vinteren. En sommerferie her - om sommeren - er til gengæld en skidt ide. Med temperaturer op mod de 50 grader - kombineret med en meget høj luftfugtighed på 80 procent er juni, juli og august ganske modbydelige. Allah kan ikke lide topløse Men i den danske vinter er solvitaminer efterhånden blevet en nødvendighed, så hvorfor ikke også supplere solhungeren med en oplevelse, der med al respekt er klasser over turen til Grand Canaria. Allerede inden Doha vågner, begynder dagen. De utallige moskeer kalder lettere klagende til bøn, hvad de i øvrigt gør fem gange om dagen. Qatar er et ortodokst muslimsk land, med alt hvad det betyder. Alligevel er det også et yderst tolerent land. Hvert folks religion respekteres, og selv om mange haster til moskeen, når de skrattende højtalere kalder til bøn, er der lige så mange, der uanfægtet fortsætter med at passe deres arbejde, mens Allah passer sit. Masser af mænd og kvinder spadserer rundt i deres traditionelle klædedragter. Som dansker klæder man sig tækkeligt og ordentligt, når man er udenfor hotellets område, men ellers er der ingen restriktioner. Ved poolen og ved vandet kan man bade i bikini, dog ikke topløs. Næsten ægte Rolex til 150 kr. Men det er udenfor hotellernes internationale atmosfære, oplevelserne findes. I byens centrum lever mellemøstens handelsområde - kaldet sougen. Her findes alt fra det mest groteske skrammel til lækre varer. På et stort område kan man spadsere rundt i områder med hvert deres speciale. Tøj, krydderier, guld, værktøj, sko, ure (næsten ægte Rolex til 150 kroner - som et prisudspil). Alt samlet i gader med samme sortiment. Hver handlende har kun meget få meter facade på sin forretning, der i store træk tilbyder det samme som sidemanden, så der er kamp om kunderne. Ikke anmasende, men energisk. - Do you want a cup of tea? Og skulle der være varer, der frister, er det vigtigt at huske, at den første pris er helt hen i vejret. Hvis man ved en fejl trækker tegnebogen og betaler det forlangte, bliver sælgeren forlegen og sætter prompte prisen ned. Sådan var det heller ikke ment. Til gengæld er en god kamp om prisen yderst velset. Lykkes det at få sælgeren til næsten at få tårer i øjnene - hvilket sker, når prisen ca. er halveret - og alligevel at få gennemført handlen, aftvinges man respekt og får både varen, mange håndtryk og anerkendende bemærkninger fra de sælgere, der altså ikke løb med kunden. I de duftende og fortættede handelssmøger er der som alle steder i Qatar yderst fredsommeligt. Det er ikke i dette land, man skal gemme portemonen under blusen. Der er ingen krimminalitet overhovedet, hvilket formentlig skyldes de voldsomme konsekvenser selv banalt tyveri har. Den skrappe Sharia lovgivning straffer voldsdomt - selv om den langt fra udnyttes i Qatar. Det er nok at vide, at man som gæstearbejdere bliver smidt ud af landet, hvis man ikke kan nære sig. På skøjtetur i supermarkedet Ud over det store soug-område i Dohas bymidte er der også mulighed for at gå på marked med grøntsager og levende dyr. Her er det hele. Også hvis denne form for handel er for spektakulær. I Doha er der fyldt med behagelige airconditionerede indkøbscentre, hvor alle verdens mærkevareforretninger findes. Bl.a. i det gigantiske franskbyggede Carrefour. Her suppleres indkøbsoplevelsen med den næsten groteske overflod. I et område findes den store indendørs skøjtebane. I et andet har børnene et overdimensioneret legeland med klatrevægge, simulatorer hvor man sætter sig i rigtige formel 1-racere og et rum, hvor man kan opleve en snestorm. Begiver man sig ind i Carrefours supermarked, er varerne på hylderne som i det franske forbillede. Vinafdelingen leder man naturligvis forgæves efter, men man savner i øvrigt ikke vin og spiritus i Qatar. Også her er der respekt for andres traditioner. På alle internationale hoteller og lidt større restauranter kan man få øl og vin, mens de fastboende må købe ind på det lokale "spritbolag". Maden fås lokalt krydret eller international. Mange nationaliteters køkken er her. Mest spændende er de mange lokale fiskeretter, der tilberedes vidt forskelligt og ganske originalt. Gulfen er gavmild med lækkerier. På drengetur i ørkenen Skulle en tur på den kunstige isbane i Carrefour ikke være på ønskelisten under solferien i Qatar, vil det være ærgerligt at gå glip af en rigtig drengetur med fire-hjulstrækkeren i ørkenen. En yndet fritidsbeskæftigelse også for de lokale, der stort set alle har mindst én fire-hjulstrækker i garagen. Det vil misunde en dansk Toyotaforhandler at vide, at folkevognen på disse breddegrader en en Landcruiser med V6 eller V8 benzinmaskine. De vrimler overalt - generelt funklende nye - og angiveligt fornøjelige at forcere ørkensand i. Fotografens Jeep med en doven fireliters V6'er er nu heller ikke helt umulig. På en tur til vandet helt syd på klarede "den lille" - som en medkører lidt overbærende kaldte vores bil - turen gennem ørkensandet ganske fremragende. At den både blev meget støvet og tørstig betyder ikke alverden. Benzinen til godt en krone litteren er til at overse, og en tur i vaskehallen er heller ikke kostbar. Men dog noget anderledes og en hel del grundigere end min vanlige guldvask. Man kører blot ind til Mobil og beder om at få bilen vasket og støvsuget. Og straks springer fem indere frem og vasker, støvsuger, gnider og gnubber udvendig og indvendig - for et kvarter senere at hæve lønnen for veludført arbejde - 35 kroner. Kameler på landevejen I en ren bil fyldt med billig benzin er en mere civiliseret rundtur i Qatar også et must. Både mod nord og syd findes kolossale olieindustrier. Her udvindes ikke blot olie og gas - der sker også en betydelig lokal forarbejdning. Gerne i joint venture med udenlandske virksomheder. Danske Mærsk har betydelige interesser i Qatar, og roses offentligt for deres evne til at udnytte vanskelige olieforekomster. Udnyttelse af teknologi og viden passer den siddende Emir godt. Han vil have udviklet sit land, hvor der tjenes penge ved forarbejdning, produktion og investering. Ellers når han heller ikke sit mål om, at gøre Qatar til verdens rigeste i løbet af det næste par år. Olieindustrien og de internationale investeringer er naturligvis den altdominerende indtjening, men der er faktisk også ganske stor lokal aktivitet omkring fiskeri og landbrug. Det sidste i beskyttede områder mod nord, hvor der findes en smule grundvand. At mange veje prydes af dadelpalmer - og at man overalt passerer små palmelunde er ret imponerende i en ørkenstat. Meget er hegnet ind, for store fåreflokke og hyggelige kameler trasker dovent rundt i ørkenen - og gerne ud på hovedvejene, hvor de af og til skaber blodig ravage. Måske derfor er den maksimale hastighed sat til 120 km i timen. Det er overraskende lavt i et land, hvor man i byerne må køre 60 - 80 eller 100 km./timen! Qatar en rejse værd Ude i landet kan man besøge gamle ørkenforter - og igen se hele byer under forvandling. Gamle, fattige områder erstattes af funklende nye huse og paladser overalt. Min fotograf fortæller mig, at han, da han for 10 år siden besøgte landet - altid havde en sten med i de gamle byer, der var fyldt af rotter. Den slags er fortid. Selv en lille karkelak så jeg intet til på turen. For en sikkerheds skyld sprøjtes alle beboede områder med hyppige mellemrum af indere, der har dette som deres indtægtsgrundlag. - It is not dangerous, sir - only for small animals. Og skulle solen, daseliv ved vandet, sougerne, maden og oplevelserne rundt i ørkenen ikke være nok, er der masser af andre fritidsaktiviteter. Fra falkejagt til ballonture. Fra kamelridning til hesterace. Fra at stå på sandski til at stå på vandski. Qatar er en rejse værd. Men skynd dig, kom om føje år - ørkenen som en storby står.