Nyd vinteren med buldrende ild

Hvis du ikke allerede har en brændeovn, er det måske netop det, der står øverst på din ønskeseddel. Her er ideer til forskellige ovne og tip om brændsel, der sikrer en lun stemning, uden at varmen går op i røg

Den helt rigtige finale - oven på en vandretur, hvor sneen knirker under støvlerne og frosten bider i kinderne - er at tænde op i brændeovnen og slappe af, mens varmen bølger ud i stuen. Måske er du allerede den lykkelige ejer af et ildsted. Og så kender du glæden ved at nyde roen foran pejsen, lytte til bålets buldren og at lade tankerne flyve, mens blikket fortaber sig i de dansende flammer. Står pejsen derimod stadig på ønskesedlen, skal du nu ikke holde dig tilbage, især ikke hvis du tror, at den kræver snesevis af formularer og godkendelse fra kommunen. I princippet kan man nemlig frit opstille en ovn eller pejs i enfamilie- og sommerhuse. Visse regler skal dog overholdes, så det er under alle omstændigheder en god idé først at få en snak med den lokale skorstensfejer. Han skal alligevel på banen for at godkende opstillingen af ovnen eller pejsen. Forudsætningen for at have et ildsted er en skorsten, så røgen kan ledes ud af boligen. Det lyder indlysende, men der er undtagelser. Hvis man f.eks. vælger en gaspejs, som er noget af det sidste nye på markedet, kan man nøjes med at montere den i en ydervæg. Men skal skorstenen nyopføres, bør den placeres, så du også kan udnytte den i forhold til indretningen, eksempelvis som rumdeler midt i en stue. En anden oplagt idé er at etablere skorstenen opad den mur, der vender ud til terrassen. På den måde kan du have pejs inde i huset og samtidig et åbent ildsted på terrassen, hvor der kan grilles i sommerhalvåret. Brændeovnen er også en genial varmekilde. Det er billigt at fyre med brænde. Ja, faktisk kan du ikke undgå at spare varmekroner med en god ovn og fornuftigt brændsel. Så vurdér først varmebehovet, og sammenhold det med antallet af kvadratmeter, der skal varmes op, før du koncentrerer dig om hyggen og pejsens udseende. Det knap så heldige ved en åben pejs er den begrænsede glæde af varmen. For selv om man anlægger et nok så flot bål og bruger prima brænde, forsvinder en stor del af varmen op i den blå luft. Men det kan du sagtens ændre. Der skal blot monteres en lukket indsats, en såkaldt kassette, i pejseåbningen. Kassetterne findes i talrige udformninger med store glasfronter, og de behøver ikke engang passe præcist til din pejs. Afhængigt af fabrikatet kan man enten dække den resterende åbning omkring kassetten med et gitter eller en ramme, eller man kan få muret sprækkerne til. Såvel i Norden som på landet i Syden kan man stadig finde hyggelige gamle ovne med indbygget kogeplads. Og de er begyndt at dukke op igen i nye varianter. Dels er de lette at tænde op i, dels er de mindst lige så effektive varmeleverandører som deres charmerende forfædre - med en renere forbrænding. Nogle brændeovne er blot udstyret med et bagefag til f.eks. at hæve dej i, andre har deciderede kogeblus. En del af ovnene er beklædt med fedtsten. Disse har helt tilbage fra vikingetiden været kendt til opbygning af ildsteder, netop på grund af materialets evne til at akkumulere varme og efterfølgende afgive den til omgivelserne over mange timer, selv når ilden for længst er gået ud. Samme fordele kan hentes i de karakterfulde kakkelovne, der trods et klassisk ydre har undergået samme produktudvikling som de små brændeovne. Kakkelovnene skal i reglen tilpasses forholdene, eksempelvis skal de stå på et fundament på grund af deres store vægt.