Nydeligt

"Season of Change"

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Helle Lund Trio.

Den nordjyske pianist Helle Nystrup Lund, jambazzadør-prismodtager, har med yderliges hjælp fra diverse fonde skaffet midler til at indspille denne ganske nydelige jazz-cd i trioformat. Det vil sige piano - undskyld flygel - kontrabas og trommer. Henholdsvis betjent af Jesper Bang Pedersen, kontrabas og Kaoru Obayashi, trommer. De 10 numre er indspillet "live" på Huset i Aalborg, her er nogle standards. Blandt andet er "Our Love Is Here To Stay" og "When You Wish Upon A Star" ganske fermt forløst. Altså sådan som jazzpolitiet holder af det. Det er meget jazzet á la sådan, som der blev spillet mainstream i slut-50'erne og begyndelsen af 60'erne, hvor det melodiske materiale bliver drejet og småfinurligt undersøgt. Som sådan pænt som en plisseret nederdel eller en figursyet damejakke. Men egentlig også et sted, hvor andre og større improvisatorer har været før. Der er også gjort plads til egne kompositioner - et enkelt "Montres moi" med fransksproget vokal ved Lise Ellingsø - og igen er der tale om tryg jazz, der holder sig inden for de accepterede formskemaer og dogmer. Der går lidt konservatoriejazz i den, hørt med disse øren. Og jeg vil mene, at der snildt vil være mulighed for at gå mere til vaflerne i en direkte spillesituation overfor et lydhørt publikum. Hvilket bestemt ville klæde. Men som sådan altså - nydeligt. Bent Stenbakken bent.ste nbakken@nordjyske.dk Helle Lund Trio: "Season of Change" HLT 2011 www.hellelundtrio.dk